22-10-2009

KSV har pådraget Vallensbæk udlændingeproblem

På to år er andelen af indvandrere og efterkommere i Vallensbæk vokset med 28 procent. Det er en stigning som formodentlig ikke finder sit lige noget andet sted i Danmark. Ansvaret har de nuværende partier i kommunalbestyrelsen – Konservative, Socialdemokratiet og Venstre.

Årsagen er enkel: En fuldkommen forfejlet boligpolitik. Der er opført boliger i et antal, som har været umulige at komme af med midt i en økonomisk og finansiel krise. Resultatet er dels at priserne på især ejerlejligheder – men også villaer – styrtdykker (faktisk sælges ejerlejligheder i Vallensbæk med de største prisnedslag i hele landet 43 procent) dels at usælgelige lejligheder lejes ud.

En fjerdedel af den samlede nyopførte boligmasse i Vallensbæk bebos i dag af indvandrere og efterkommere.

Samtidig kan man notere sig, at vi i Vallensbæk i samme periode – altså inden for de sidste par år – har oplevet en forråelse af miljøet omkring Vallensbæk st., ligesom vi har set flere voldelige overfald i Vallensbæk strand.

Derfor er det nødvendigt for det første i samarbejde med Vestegnens politi at forbedre politibetjeningen af Vallensbæk, for det andet at sørge for sikkerhedsvagter på og omkring Vallensbæk station, for det tredje at ændre den fejlslagne boligpolitik i kommunen og standse enhver tanke om yderligere udbygning af boligmassen, for det fjerde at afskaffe Vallensbæks tilbud om kommunalt finansieret modersmålsundervisning, og endelig for det femte, at sikre fokus på dansk kultur og danske værdier i Vallensbæks folkeskoler, herunder naturligvis at indføre et forbud mod at tale andre sprog end dansk i frikvartererne.