Ja til bedre redskaber til kommunerne

Danske kommuner skal have bedre redskaber til at kunne opspore og afsløre socialt bedrageri, men det skal ske under hensyntagen til privatlivets fred. Derfor skal Folketinget heller ikke bare bevidstløst skrive under på de krav, som 80 kommuner har stillet i en henvendelse til regeringen, og som Dagbladet omtalte den 26. juli.

Der er al mulig grund til at rose lederen af Ishøj Kommunes kontrolenhed, Peter Møller, for det forbilledlige arbejde, som han og hans medarbejdere allerede i dag gør for at opspore social svindel. Det kan mange kommuner stadig lære meget af.

Jeg forstår udmærket, at Peter Møller gerne så mulighederne udvidet, men vi må holde fast i, at kommunerne er kommuner og ikke politi.

Således virker det umiddelbart fornuftigt, at kommunerne får mulighed for at foretage uanmeldte besøg i private hjem forudsat at der er en særlig bestyrket mistanke om, at der foregår socialt bedrageri. Den mulighed kunne f.eks. anvendes i forbindelse med det fædrehotel, som Peter Møller omtaler i artiklen – men det er afgørende, at der er et uvildigt organ, der tager stilling til om den bestyrkede mistanke er til stede eller ej, så det ikke bare bliver en enkelt kommunal medarbejder, der kan træffe beslutningen.

Det kan også være fornuftigt at have den mulighed i andre sammenhæng end der, hvor det drejer sig om at afsløre proforma-skilsmisser f.eks. i forhold til at sikre sig, at modtagere af dagpenge og kontanthjælp med anden etnisk baggrund end dansk rent faktisk opholder sig i landet.

Til gengæld virker det ikke rimeligt at give kommunerne mulighed for at foretage systematisk overvågning af borgerne. Det er et for stort indgreb i privatlivets fred. Har kommunen en mistanke, og er den mistanke blevet bestyrket af et eller flere uanmeldte besøg i hjemmet, så må sagen overdrages til politiet. Det samme gælder i forhold til adgang til kontoudtog, hvor det er umiddelbart betænkeligt at give kommunerne adgang hertil.

Naturligvis skal kommunerne have de bedst mulige redskaber for at kunne afdække socialt bedrageri, og når sager afsløres skal hammeren falde over for de borgere, der har gjort sig skyldige heri.

Den gensidige solidaritet i befolkningen er afgørende for at viljen til at betale verdens højeste skat fortsat er til stede – og den vilje forsvinder, hvis borgerne oplever, at andre borgere ulovligt udnytter systemet.