Årsmødetale - Dansk Folkeparti

Fredericia den 20.marts 2004 først på formiddagen. Det er en råkold forårsdag, regnen siler ned. Omkring et øde Fredericia Messecenter cirkler i høj fart en række politibiler. Foran messecentret er opstillet jernafskærmninger. Inde i Messecentret skjuler hundreder af politibetjente. Parate til det, der venter.

Det, der venter, er ikke ankomsten af en flok forhadte europæiske pinger, endsige statsministeren eller en anden vigtig person – nej blot ungefær 70 medlemmer af Dansk Folkepartis Ungdom, der er draget til Fredericia for at afholde deres årsmøde, hvor dyrevelfærd og uddannelsespolitik blandt andet står på programmet.

Uden for messecentret venter imidlertid en flok vildfarne unge lømler, der kun har et i hovedet, nemlig at spolere de unge menneskers mulighed for at udøve deres demokratiske ret til at forsamle sig frit. Det skal 200 politibetjente sørge for, at de kan gøre i god ro og orden. Det indbefatter blandt andet, at de unge DFUere køres de 200 meter fra Messecentret til det hotel, hvor de skal overnatte, i to busser, der til formålet på forhånd er blevet parkeret inde i Messecentret. I øvrigt eskorteres bussen af politibiler med sirener og glammende politihunde.

En barsk oplevelse for et par 15-årige, der er til deres første arrangement i DFU-regi. Er det virkelig vilkårene, hvis man vil engagere sig politisk i Danmarks tredjestørste parti…?

At bøllerne uden for messecentret ikke var helt uden evner udi kunsten at slå på tæven dokumenteres, da aftnen melder om 24 anholdte demonstranter, en såret betjent, der er blevet slået ned med en betonflise og en bombetrussel mod hotellet, hvor de arme DFUere opholder sig.

At stormtropperne ude i Fredericia til hverdag er uofficiel ungdomsorganisation for et parti, der er repræsenteret i Folketinget, gør ikke sagen meget bedre.

Det er som om, der har indfundet sig en mærkværdig despekt over for demokratiet. Som om demokratiet kun skal gælde, dem som man er enige med. Måske hænger det sammen med den historieløshed, der plager samfundet – og unge mennesker ikke mindst.

Det virker besynderligt, at de unge mennesker foran messecentret kæmper for at genindføre en styreform, der har kostet næsten hundrede millioner mennesker livet. Måske ved de det ikke. Det er i hvert fald ikke kommunismens forbrydelser, der har førsteprioritet i gymnasiet. Måske er det derfor, at de danske gymnasier udklækker venstreekstremister i stimer? Måske er det også fordi man som uhildet gymnasieelev får tudet ørerne fulde om, at man lever på en løgn, hvis man tror på, at danskheden betyder noget, at ens kulturelle normer og værdier er rodfæstet i historien og at man – Gud forbyde det – måtte overveje at stemme på Dansk Folkeparti.

I den forgangne uge blev læreplanen for gymnasiefaget historie offentliggjort. Det var spændende læsning. Lidt for spændende! Gymnasieeleverne skal blandt andet i perioden 1776-1914 lære om ”national identitet”. Som om der ikke var nogen national identitet før 1776. Som om indfødsretten indstiftede den danske identitet. Som om indfødsretten ikke var et produkt af en idé om et folkeligt fællesskab, der havde udviklet sig igennem århundreder. I perioden fra 1989 til i dag skal eleverne derimod lære om ”europæisk integration” og ”globalisering”. Den nationale identitet derimod – det er noget, der hører til i 1914.
Når man lærer den slags i skolen, kan man vel dårligt fortænke unge i at få en forvansket virkelighedsopfattelse.

Når alt kommer til alt præger den danske identitet vel mere vort daglige liv her i Danmark end europæisk integration gør det. Hvor mange af os går sådan til daglig og diskuterer med hinanden om hvordan den franske forvaltningskultur påvirker udbetalingen af dansk landbrugsstøtte – og hvor mange danskere kender egentlig Descartes eller Camus? Men Grundtvig og Kierkegaard, dem kender vi, og alle har vi vel en fornemmelse af, hvordan det danske demokrati fungerer.

Fokusen på de sociale kompetencer har i mange år desværre overskygget fagligheden i den danske folkeskole. Igennem mange år har debatten raset, om det nu var rimeligt at give elever karakterer i folkeskolen. Med al den globalisering og europæisk integration, som vi har været vidner til de sidste 10-20 år er det vel gået op for selv de mest forbenede venstrefløjsaktivister, at karaktersystemer findes over hele kloden, og således ikke er ligetil at få afskaffet.

Venstrefløjens hævn er så, at hvis en elevs faglige standpunkt skal karaktervurderes, så skal elevens sociale færdigheder skam også vurderes. I Gladsaxe Kommune har det socialdemokratisk dominerede byråd besluttet, at elevernes humoristiske sans, empati, interaktion med andre elever, evne til at indgå venskaber m.m. skal bedømmes og registreres. Eleverne skal ikke alene udstyres med færdigheder, som de kan drage nytte af i fremtiden. De skal uddannes til at være gode mennesker.

Eleverne skal proppes ind i en socialdemokratisk skabelon, mingeleres og modelleres med og så komme ud i den anden ende som gode socialdemokratiske samfundsborgere.

Lad det være sagt med det samme, jeg tror ikke selv, at min standpunktskarakter for sociale kompetencer havde været blændende, da jeg var folkeskoleelev. Jeg ville ikke have fundet mig i at være blevet beklikket for en manglende evne til at indgå venskaber eller for en manglende humoristisk sans, der tilfældigvis ikke faldt i min fagforeningsengagerede ræverøde klasselærers smag. Siden hvornår er folkeskolelærere blevet uddannet i at tegne psykologiske profiler af deres elever, og siden hvornår er det blevet en folkeskolelærers opgave at optræde som Dr. Moreau over for de elever, hvis opdragelse ene og alene bør være forældrenes ansvar.

Vurderingen og tilpasningen af skoleelevers sociale færdigheder er et stykke stalinistisk sindelagskontrol, der ikke hører hjemme i en dansk folkeskole.

I den forgangne uge blev den først folkeskole i Danmark erklæret danskerfri. Nordgårdsskolen i Århus blev den første folkeskole i Danmark uden en eneste elev, hvor begge forældre er danske. Flere skoler er godt på vej: Selsmoseskolen i Taastrup, Hellig Kors Skolen på Nørrebro og flere andre. Hvis de tosprogede elever i Københavns Kommune skulle fordeles jævnt ud over alle skoler i København ville 31,2 % af eleverne på Københavns skoler være tosprogede. Reelt er 31,2 % for højt et tal til at kunne gennemføre en undervisning af blot nogenlunde rimelig kvalitet.

Med 31,2 % elever med fremmed baggrund skulle man fristes til at tro, at der var desto mere grund til at fokusere på det danske samfunds kultur og normer i folkeskolen. Medlemmerne af Københavns Borgerrepræsentation har imidlertid tænkt kloge tanker hen over sommeren.

Et flertal i borgerrepræsentationen vil efter sommerferien integrere arabisk fuldt ud i undervisningen på lige fod med dansk. Hensigten med initiativet er at oprette en eller flere klasser med en ligelig fordeling af arabiske og danske børn, som lige fra 1. klasse skal undervises i begge sprog. Alle børn i klassen skal lære de to sprog så godt, at de kan modtage undervisning på begge sprog i fag som eksempelvis matematik og natur & teknik.

Danske børn bosiddende i Danmark skal lære at tale arabisk lige så godt som dansk. Arabisk skal være sidestillet med dansk i danske folkeskoler. Hertil er udviklingen nået i det land, som omverdnen ynder at omtale som fremmedfjendsk. Vi er ikke fremmedfjendske, vi er blåøjede. Hvordan kan et flertal i borgerrepræsentationen bringes til at tro, at ligestillingen af arabisk og dansk er vejen frem mod integration?

Det er en misforståelse, når danske skolebørn skal lære at tale arabisk. Det er araberne, der er kommet til vores land. Det er araberne, der skal tilegne sig vores sprog. Det er araberne, der skal tilpasse sig vore skikke og vise respekt over for vores kultur. Det er på det fundament, at ethvert håb om integration må bygges.

Et fælles udgangspunkt. Det er jo det, det hele drejer sig om. Et fælles udgangspunkt i forhold til vores historie, vores kultur og normer, vore traditioner og vort demokrati. Det fælles udgangspunkt er forvitret over de seneste tredive år. Den fælles base er forsvundet. Hverdagen er blevet fragmenteret, forvirrende og forjaget.

Når en kvindelig skoleinspektør fra Nordjylland overvejer at indføre skoleuniform for at undgå at unge piger klæder sig udfordrende på og begrunder sin beslutning med at drengene ikke kan koncentrere sig i timerne, så er vi på gal kurs. Vi vender op og ned på hvem der har ret og hvem der har uret. Pigerne har naturligvis lov til at klæde sig som de vil, og drengene må bare lære at styre deres lyster.

Når danske skolebørn skal lære at tale arabisk, fordi vi endnu ikke har formået at integrere arabere i Danmark, så vender vi problemet på hovedet og integrere i stedet danskere i Arabien.

Når vi kaster vores egen kultur og nationale identitet på historiens mødding og erklærer, at den er opfundet af nogle få toneangivende spidsborgere i midten af 1800-tallet, medens vi priser den righoldige islamiske kultur, så virker det som den skinbarlige flagellantisme.

Når vi begynder at karakterbedømme elevers sociale færdigheder, og skræddersy unge mennesker, efter hvad vi synes et godt menneske skal være, så er vi ude på et skråplan.

Når unge venstreorienterede ikke tøver med at anvende vold mod anderledes tænkende og kæmper for gennemførslen af en ideologi, der har kostet 100 millioner mennesker livet, så er der grund til at diskutere om historieløshed ikke er et problem.

Vi skal værne om frisindet. Vi skal værne om vore traditioner. Vi skal værne om vor historie. Vi skal værne om respekten for individet. Vi skal værne om demokratiet. Vi skal værne om det Danmark, som vi kender og elsker.

Fortsat godt årsmøde.