Tale ved Dansk Folkepartis årsmøde 2008

Retssamfundets sammenbrud

I Danmark bryster vi os af at have et retssamfund. Borgerne har tillid til, at politiet rykker ud, og at domstolene dømmer forbryderne – måske ikke altid til så lange straffe, som vi kunne have ønsket – os, men de bliver dog dømt.

Men den tid er ovre hvor vi per automatik kunne betragte Danmark som et retssamfund. Meget tyder på, at vi nået til en tilstand, hvor det ikke længere er retssamfundet, politikerne og politiet, der opstiller retningslinjerne for, hvad der er lov og ret i Danmark, men forbryderne.

Juvelerer uden for storcentrene bliver nødt til at lukke, fordi forsikringspræmierne bliver så høje, at de simpelthen ikke kan overleve økonomisk.

Vi oplever skyderier i København i opgør mellem indvandrerbander og rockere om hashhandlen.

Politiet meddeler borgerne på Vesterbro, at de ikke kan gøre noget ved det organiserede salg af hårde stoffer i området omkring Halmtorvet.

Vi ser et røveri mod Dansk Værdihåndtering i Brøndby, hvor forbryderne kunne køre lige ind og politiet afstår fra at optage forfølgelsen af frygt for de sværtbevæbnede røvere.

Der går ikke en weekend, hvor der ikke er knivstiksepisoder over alt i landet, hvor ofte helt unge mennesker bliver stukket ned, fordi de vil insisterer på at ville have en glad aften i byen.

Ved højlys dag tvinger tre unge mænd en 15-årig pige ind på et toilet på Fredericia Banegård, hvor hun bliver voldtaget uden at nogen griber ind.

Erhvervsdrivende udsat for berigelseskriminalitet, der selv opklarer forbrydelse eller aflevere råbånd med optagelse af forbrydelsen, hvor gerningsmændene kan identificeres oplever, at politiet ikke foretager sig noget.

Helt almindelige mennesker oplever, at politiet ikke kommer til undsætning, når de anmelder overfald.

Imens kan vi høre Rigspolitichef Torsten Hesselbjerg fortælle os alle sammen, at der skam ikke er nogen problemer i politiet, og at befolkningen får den service, befolkningen har krav på.

Enten må man være både døv og blind eller også må man tale mod bedre vidende, når man kan sige den slags. Der er ingen anden udvej end at fyre Rigspolitichefen. Han kan ikke levere den vare, som befolkningen efterspørger tryghed og sikkerhed i dagligdagen.

Det her handler ikke bare om en fejlslået politireform. Det her handler om en mangeårig strategi, der er slået fuldstændig fejl. En strategi, hvis rationale er, at man skal være tolerante, forstående og imødekommende over for forbryderne for hvis man er det, så skal de nok blive nogle flinke fyre. Det er derfor politiledelsen i forsommeren ophævede visitationszonen på Nørrebro, for andengenerationsindvandrerne skulle jo nødigt føle sig forfulgt. Det er derfor, at vi i Danmark har nogle af de mindst flugtsikre fængsler, for fangerne skal jo have en chance for at undslippe ellers bliver fængselsmiljøet uudholdeligt, og det er derfor, at politiet accepterer, at kun betjente med samme etnicitet, kan operere i de danske ghettoer.

Den strategi er fuldkommen forfejlet. Accept af kriminalitet fører bare til mere kriminalitet. Det er den lektie, vi i Danmark, er ved at lære på den hårde måde.

Det er nødvendigt med et opgør med den blødsødne fremfærd. Vi kan lære af erfaringerne fra andre lande. En reel nultolerance, hvor politiet viser forbryderne, at det er politiet, der bestemmer har vist sig at gøre forskellen. En konsekvent indsats i opløbet over for unge ballademagere, der straks skal mærke følgerne af at have bevæget sig ud af en kriminel løbebane er nødvendig. Det er den eneste måde at undgå, at vort retssamfund falder fuldstændig fra hinanden. I syv år har vi hørt Lene Espersen tale om højere straffe og mere konsekvens over for forbryderne – meget lidt er sket. Hvis ikke Dansk Folkeparti kræver handling fra regeringen, kommer vi til at høre Brian Mikkelsen tale om det samme de næste syv år med samme beskedne effekt. Snakken må høre op afløses af handling, så befolkningen igen kan føle sig tryg.