Grundlovstale i Søndermarken, Frederiksberg

Den 5. juni er dagen, hvor vi fejrer den danske Grundlov. I år bør det imidlertid også være dagen, hvor vi protestere over, at selv samme Grundlov rutinemæssigt tilsidesættes og negligeres, så snart Grundlovens ord kommer i vejen for jubeleuropæernes ambitioner om en stadigt snævrere europæisk union med stadigt mindre plads til nationalstaterne.

For efterhånden et års tid siden startede debatten om opholdsdirektivet og den Metock-dom, der nær havde vædret de danske familiesammenføringsregler, havde det ikke været for snarrådig indgriben fra Dansk Folkepartis side.

For små 14 dage siden fastslog en af Danmarks fremmeste juridiske eksperter professor, dr.jur., Hjalte Rasmussen i et responsum til regeringen, at efterlevelsen af Metock-dommen er ensbetydende med grundlovsbrud. Ifølge Grundloven kan vi nemlig kun afgive suverænitet i nærmere bestemt omfang, og Metock-dommen rækker ud over, hvad vi har afgivet suverænitet på.

Det er en alvorlig beskyldning at blive anklaget for Grundlovsbrud. Sidst det skete var, da daværende statsminister, Poul Nyrup Rasmussen i strid med Grundloven og udenom Udenrigspolitisk Nævn havde indvilget i at indføre diplomatiske sanktioner mod Østrig, efter at østrigerne på fuldt demokratisk vis havde valgt en regering bestående af det konservative parti og Frihedspartiet.

Respekten omkring vor Grundlov er på retur.

Den danske befolkning skulle den 27. september 2005 have stemt om forfatningstraktaten. Som bekendt blev afstemningen aflyst, efter de franske og hollandske vælgere stemte traktaten ned. Men traktaten genopstod på ny i form af Lissabon-traktaten. Men Lissabon-traktaten fik danskerne ikke lov at stemme om? Og hvorfor så ikke – jo blandt andet fordi man fik flyttet rundt på, hvor i traktaten rumfart var nævnt, ligesom EU's flag og nationaldag blev skrevet ud af traktaten – og pludselig havde man en traktat, som ikke indeholdt suverænitetsafgivelse. Men kun juridisk fikumdik kan forklare, at en traktat, der overfører yderligere 70 områder til fremover at blive afgjort med kvalificeret flertal frem for enstemmighed ikke er identisk med suverænitetsafgørelse.

Og hvad med det forhold, at Danmark ikke efter vedtagelsen af Lissabon længere af egen kraft kan melde sig ud af EU. Det kræver såmænd de andre landes accept. Eller det forhold at medlemslandene kan vedtage at suspendere en medlemsstats rettigheder, hvis medlemsstaten kommer i konflikt med unionens værdier, der blandt andet tæller så luftige begreber som ”tolerance” og ”pluralisme”. Eller det forhold, at unionen får en præsident. Alle forhold, der i mine øjne taler for, at danskerne naturligvis skal have en folkeafstemning om Lissabon-traktaten. Det er imod Grundlovens ord og ånd at afskære befolkningen fra at afgøre Lissabon-traktatens skæbne.

Den måde Lissabon-traktaten er blevet listet ind ad bagdøren på er symptomatisk for den uigennemsigtighed og den mangel på demokrati, der præger den europæiske union.

Det er årsagen til, at opholdsdirektivet i ly af skyggen af fra Bruxelles og Strasbourg kunne berede Danmark så store problemer, som tilfældet var sidste sommer. Uden opholdsdirektivet – ingen Metock-dom. Opholdsdirektivet, som blev vedtaget under det danske formandskab for EU – uden at økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen, der sad for bordenden ved forhandlingerne mælede et ord uanset, at embedsmændene i Økonomi- og Erhvervsministeriet allerede den 21. september 2001 havde advaret Folketingets Europaudvalg om, hvad der var på færde: Direktivet vil ”begrænse muligheden for at nægte eller inddrage en opholdstilladelse. Som en af de væsentligste ændringer i forhold til allerede gældende regler udvides adgangen for en unionsborger til at medtage familiemedlemmer” og videre hed det ”direktivforslaget forventes i sin nuværende udformning at medføre en vis udvidelse af retten til familiesammenføring”.

I Europaparlamentet havde de danske politikere tre chancer for at standse opholdsdirektivet. Kun Dansk Folkepartis repræsentant, Mogens Camre, stemte konsekvent imod forslaget hele vejen igennem behandlingen i plenarsalen.

Det kunne jo være et enkeltstående tilfælde, kunne man måske mene, for naturligvis kan man da stole på, at partier, der i Danmark lover deres vælgere at stå fast om en ”fast og fair” udlændingepolitik naturligvis ikke gør alt, hvad de kan for at torpedere denne politik, fordi de er valgt i Europaparlamentet.

Tro om igen.

Den 10. marts 2009 stemte europaparlamentarikere fra Venstre, konservative og Socialdemokratiet for et forslag om en mere solidarisk udlændingepolitik, der pålægger Danmark at tage imod flere asylansøgere for at aflaste Sverige og Malta.

Og ikke nok med det.

Den 7. maj 2009 stemte europaparlamentarikere fra Venstre, konservative og Socialdemokratiet for at et forslag om at suspendere Dublin-konventionen, der betyder, at Danmark naturligvis kan sende en asylansøgere tilbage til det første EU-land, som vedkommende er kommet til.

Jens Rohde siger, at han vil arbejde for danske interesser. Tro ham ikke over en dørtærskel. Hans parti har i Europaparlamentet arbejdet for oprindelseslandsprincippet – altså det forhold, at arbejdstagere, når de kommer til Danmark, skal følge de regler, som er gældende i deres eget land. Med andre ord – polske arbejdstagere, der arbejder i Danmark, skal arbejde på polske vilkår.

Margrethe Auken og Dan Jørgensen påstår, at de vil beskytte danske lønmodtagers ret til at strejke. Den 13. februar 2008 stemte de imod et forslag, der fastslog arbejdstagernes ret til at strejke og at denne ret fortsat skulle høre under medlemslandenes kompetencer.

På plakatsøjler rundt omkring på s-togsstationerne kan man i disse dage læse, at Socialdemokratiets spidskandidat, Dan Jørgensen, giver sig ud for at være en stor dyreven.

Tro ham ikke.

I Europaparlamentet har Dan Jørgensen været med til at gennemføre et forslag om at forbyde medlemslandene at forbyde halalslagtning, at forbyde medlemslandene at stille krav om forudgående bedøvelse og såmænd også at man i forbindelse med religiøse, kulturelle eller traditionelle højtider – som det hedder – kan suspendere hele direktivet – tyre kan altså dræbes på hvilken måde man vil efter tyrefægtning, og hvis der er Ramadan-fest ja så kan man slagte ethvert dyr på gaden uden nogen som helst dyrevelfærdsmæssige overvejelser.

Det svarer nogenlunde til at vi suspenderer færdselsloven i december måned, så er det også ulige lettere at komme hjem fra julefrokosten.

Hvordan kan det overhovedet lade sig gøre, må man spørge sig selv? Hvordan kan partier, der lover et i Danmark, tage til Bruxelles og stemme diametralt modsatte.

Uigennemsigtighed ganske enkelt.

For at finde frem til Dan Jørgensens stemmeafgivning i Europaparlamentet om halalslagtning skal man læse 249 sider, og så har man endda kun læst ændringsforslagene og afstemningslisterne for den dag – og altså ikke hele direktivet om beskyttelse af dyr på aflivningstidspunktet. Som der jo ikke er meget beskyttelse over, hvad de fleste af jer nok har opdaget.

For ganske almindelige mennesker er det simpelthen håbløst at give sig i kast med. Det betyder, at det er svært for vælgerne at stille politikerne til regnskab for deres handlinger i Europaparlamentet. Og når man endelig forsøger, som jeg eksempelvis gjorde i forbindelse med et debatmøde på en dansk virksomhed, så svarede Venstre-kandidaten, at det med opholdsdirektivet og de andre afstemninger, det kunne Venstre sandelig ikke holdes ansvarlig for, for det var jo sket i den sidste valgperiode.

Hmmm, interessant logik. Man kan åbenbart kun udstede valgløfter – ikke holdes ansvarlige for dem, når det så viser sig, at man har stemt i modstrid med, hvad man har lovet.

Den manglende opmærksomhed på, hvad EU foretager sig fører undertiden også til fuldstændig vanvittige påfund, der når de så bliver opdaget naturligvis beklages og begrædes af de selv samme politikere, som burde sørge for, at det ikke sker.

Sidste efterår kørte Ekstra Bladet en interessant serie om eksempler på, hvad man kaldte EU-gakgak i Danmark. Her afslørede blandt andet, at Søren Ryge havde fået 300.000 kr. til et traktotræf. Bornholm havde scoret 750.000 kr. til en skibakke. En højskoleforstander på øen, Birkholm, havde fået 366.000 kroner til at invitere en flok masai-kriger til øen, og en lollik havde fået 270.000 kroner til at udbrede Lollands – og i øvrigt Falsters – sangskat.

Men indimellem lidt slemme til herhjemme at kigge lidt for meget og lidt for lidt udad. Havde Ekstra Bladet nu haft ressourcerne til at se ud over Danmarks grænser, ja så er det helt andre beløb, der er gået tilEU-gakgak.

Hvad med f.eks. 6 millioner euro – det er sådan cirka 45 millioner kroner – til at promovere det italienske fodboldlandshold. Eller 24 millioner euro til anlæggelsen af et tropisk paradis på Guadaloupe. Eller 21 millioner euro på at sende stemmeboks ud i rummet. Og så kan jeg altså ikke dy mig for at nævne, at EU også har gået Anni Fønsby i bedene gennem ca. 450.000 kr. til at drive et bordel i den spanske flække, Chivrel.

Og hvad gør man så ved folk, der opdager svindlen. Ja, EU har en svindelenhed ved navn OLAF – og de er skam ikke helt uefne. De går bare efter de forkerte. Da en tysk journalist; Hanns-Peter Martin havde afsløret svindel i EU, sørgede OLAF for at sende det belgiske politi ud for at anholde journalisten – man skulle jo have fundet ud af, hvem der havde sladret til journalisten.

EU er et ideologisk projekt – et projekt som blandt dets svorne tilhænger ikke må kritiseres. Og EU handler i høj grad om ideologi. Når EU-landene skulle have en fælles mønt handlede det om at udslette forskellene på landene. Når EU-landenes grænser skulle sløjfes handlede det om at udslette forestillingen om en grænse.

Konsekvenserne betød i den sammenhæng mindre. Enhver med blot en rudimentær økonomisk indsigt kan se, at det skaber store ubalancer, når man placerer et bomstærkt land som Tyskland i en valutaunion med Grækenland eller Portugal – og i øvrigt underlægger landene de samme krav – de såkaldte konvergenskriterier.

Euroen har haft to effekter i EU. Priserne er steget, og arbejdsløsheden i Sydeuropa er blevet kronisk. Da euroen blev indført benyttede producenter, grossister og forretningsdrivende alle chancen til lige at justere priserne. Og de konvergenskriterier som eurolandene skal holde sig inden for har gjort det umuligt for lande med høj arbejdsløshed at gennemføre den nødvendige ekspansive finanspolitik, der gennem offentlige investeringer vil gøre det muligt at bringe arbejdsløsheden ned. Det må landene nemlig ikke, for så får de for stort et underskud på de offentlige budgetter og så bliver de straffet af EU og valutahandlerne på usikre på euroens værdi.

På samme måde med grænserne. Det kræver ikke den store studentereksamen at regne ud, at hvis man sløjfer de indre grænser i Europa, så får kriminelle lettere vilkår. Jamen, vi styrker da bare de ydre grænser lød svaret. Jo, det er jo også fint – men det forudsætter jo lige, at der ikke er nogen kriminelle i de lande, der er med i Schengen-samarbejdet – og det ved vi jo godt at der er.

Når de ydre grænser så samtidig er hullede som en si, fordi vi lader det være op til grænsevagter fra så fortrinlige lande som Polen og Slovakiet at bevogte dem, så kan det ikke komme bag på nogen, at den grænseoverskridende kriminalitet stiger.

Schengen-aftalen hviler altså på to forkerte grundvilkår. 1) at der ikke er nogle kriminelle i Schengenlandene og 2) at vi kan bevogte de ydre grænser fuldt betryggende.

Før Schengenaftalen skulle en forbryder, der ville bevæge sig fra Italien til Danmark over i hvert fald tre grænsekontroller, nu skal han ikke igennem nogen.

Jamen, vi kan jo ikke stoppe de kriminelle ved grænsen alligevel, for vi ved jo ikke, hvem det er, lyder modstandernes svar. Jo vi gør. Vi kender dem lige nøjagtig, og skulle vi ikke gøre det, jamen så er der måske alligevel grund til at lige tænke sig om en ekstra gang, når bussen med rumænske sigøjnere ruller af Rødby-færgen hver dag – de er næppe kommet til København for at se Den Lille Havfure. Men som sagt de fleste kender vi navnene på. De står nemlig opført i Schengen Information System, som Danmark har adgang til. Men hvad skal vi bruge oplysningerne til, når vi ikke kan kontrollere?

Her har Storbritannien taget palmerne. De har opretholdt grænsekontrollen – og de har adgang til Schengen Information System.

Den situation skal vi også have i Danmark.

Og ja så bliver jeg nødt til at afsløre det. Det er vi jo åbenbart ikke ene om at mene længere….

Dan Jørgensen synes nu også pludselig, at grænsekontrollen skal genindføres midlertidigt. Det er nu syv uger siden, at Socialdemokratiet stemte imod et forslag fra Dansk Folkeparti om at genindføre grænsekontrollen – og partiets ordfører Yildiz Akdogan slog fast, at ”I Socialdemokratiet finder vi ikke behov for at suspendere Schengenaftalen midlertidigt eller permanent. Schengenaftalen er et succesfuldt eksempel på, hvordan man kan skabe resultater, når politik går på to ben. Det ene ben i Schengenaftalen sikrer EU-borgernes frie bevægelighed inden for EU's grænser, og det andet ben har til formål at bekæmpe grænseoverskridende kriminalitet og illegal indvandring samt misbrug.”

Jeg tror desværre vi bliver nødsaget til at kategorisere det i samme boldgade, som når Bendt Bendtsen siger nej til Tyrkiet, mens hans partifælle udenrigsminister Per Stig Møller ufortrødent forhandler videre med tyrkerne og insisterer på, at de da skal med i EU.

Når vi på søndag skal til valgurnerne for at stemme 13 danske medlemmer ind i Europaparlamentet, så tag alle med. Naboen, genboen, børnene, forældrene og bedsteforældrene. Alle – og sørg for at gøre det helt klart for dem, at

- Kun Dansk Folkeparti vil beskytte vores udlændingelov i Europaparlamentet.
- Kun Dansk Folkeparti vil sikre danske arbejdstagere i Europaparlamentet
- Kun Dansk Folkeparti leverer konsekvent stemmerne for bedre dyrevelfærd i Europaparlamentet.
- Kun Dansk Folkeparti vil genindføre grænsekontrollen og holde udenlandske kriminelle ude af Danmark og
- Kun Dansk Folkeparti vil arbejde imod Lissabon-traktaten og for mindre EU.

Det er vigtigt valg det her. Det gælder Danmarks fremtid. Husk at stem på søndag.