Årsmødeberetning 2007 - Dansk Folkepartis Ungdom

Kære årsmødedeltagere,

Velkommen til Rømø. Velkommen til Vadehavet. Velkommen til endnu et af – tør man vist godt sige uden at fornærme nogen – Danmarks udkantsområder, som vi i DFU har valgt at lægge vejen forbi. Vi er i dag samlet 85 personer til årsmøde her på Rømø. Det er en hel del flere end den 22. marts 1999, hvor vi var samlet 59 stemmeberettigede på Grand Hotel i Odense. Det er en dag, som jeg naturligvis kommer til at tænke tilbage på, når jeg her otte år senere for sidste gang står på talerstolen til et årsmøde i Dansk Folkepartis Ungdom.

I 1999 var Dansk Folkepartis Ungdom en organisation splittet i to-tre fraktioner, hvor en fraktion ledet af en bevægelse kaldet Dansk Forum forsøgte at gribe magten i Dansk Folkepartis Ungdom. De havde udset sig årsmødet i 1999 til at tage det afgørende skridt og placere deres mand som formand for Dansk Folkepartis Ungdom. Da jeg mødte op til det årsmøde, var det bestemt ikke med den hensigt at blive valgt som landsformand for Dansk Folkepartis Ungdom. Jeg håbede, at jeg kunne få en plads i hovedbestyrelsen og det var så det. Aftenen og natten mellem den 21. og 22. marts gjorde, at situationen udviklede sig anderledes. Hen under aftenen og om morgenen den 22. marts dukkede flere medlemmer af Dansk Forum op og krævede stemmeret, selvom de ikke var tilmeldt årsmødet.

Søndag formiddag blev jeg trukket til side af Kristian Thulesen Dahl, Carl Christian Ebbesen og den ene af formandskandidaterne Kenneth Lambrecht og blev bedt om at stille mig til rådighed som formandskandidat, fordi man mente, at jeg ville have en større chance for at vinde valget over den anden formandskandidat støttet af Dansk Forum, Thomas Nymann, end Kenneth Lambrecht ville have. Efter at have sundet mig over tilbuddet, valgte jeg at sige ja. Og dermed blev Dansk Forums plan om at gribe magten i Dansk Folkepartis Ungdom forpurret, for som I jo allerede kan regne ud, så vandt jeg formandsvalget over Thomas Nymann. Og i sommeren 1999 ekskluderede Dansk Folkeparti og Dansk Folkepartis Ungdom derpå 19 medlemmer, da det var blevet klart for enhver, at disse folk modarbejdede organisationen og forsøgte at trække Dansk Folkepartis Ungdom i en ekstrem retning.

Her otte år efter er det heldigvis et helt andet Dansk Folkepartis Ungdom jeg ser foran mig. Det er en organisation uden fraktioner, uden stridigheder. En organisation hvor vi har det godt med hinanden. En organisation som har det som sit overordnede og vigtigste mål at levere politiske talenter til Dansk Folkeparti. I foreningens elleveårige levetid har vi 9 folketingsmedlemmer trådt deres barnesko i DFU. Det er ganske mange på så forholdsvis en kort periode.

Det er derfor med sindsro, at jeg i år føler, at jeg kan trække mig tilbage fra formandsposten. Men selvfølgelig også med megen vemod. Det har været otte fantastiske år, hvor det har været en stor fornøjelse for mig at arbejde sammen med dygtige og kompetente folk for at skabe Danmarks bedste politiske ungdomsorganisation. Ingen nævnt, ingen glemt. Generelt vil jeg dog sige, at kvaliteten af medlemmerne i Dansk Folkepartis Ungdoms hovedbestyrelse generelt har været stigende over perioden.

Det er også med en vis forbavselse, at jeg ser tilbage på 1999. I 1999 havde jeg aldrig nogensinde troet, at jeg endnu i 2007 skulle være formand for Dansk Folkepartis Ungdom. Otte år og den længst siddende formand for en politisk ungdomsorganisation i Danmark nogensinde. Det er ikke helt til at forstå – men nu er den epoke til ende og selvom det er med stor kærlighed til organisationen og et vist mål af sørgmodighed, jeg siger farvel, så er vi nået dertil, hvor Dansk Folkepartis Ungdom har brug for nyt blod, ny næring.

Jeg vil derfor gerne sige tak til alle jer, der har ydet en indsats for Dansk Folkepartis Ungdom de sidste otte år. I skal vide, at jeg har sat pris på jeres engagement og jeres vilje til at føre Dansk Folkepartis Ungdom frem. Og jeg er glad for at efterlade en organisation i fremgang og med kompetente folk ved roret.

Dansk Folkepartis Ungdom havde ved årsskifter 551 medlemmer. Det er en fremgang på godt og vel 10 % i forhold til året før. Jeg er glad for at sige, at skuden dermed er vendt. Dansk Folkepartis Ungdom er igen en forening i fremgang og fremdrift. Det bliver nu op til den nye formand og den nye bestyrelse at sørge for, at den fremgang bibeholdes og helst udbygges.

Mulighederne er der bestemt. Dansk Folkeparti er parlamentarisk solidt placeret som en del af et politisk trekløver, der selv om det ene blad fra tid til anden viser tegn på at visne, alligevel er i den situation, at der reelt intet alternativ er. Socialdemokratiet har ikke fremlagt et troværdigt politisk alternativ. Partiet har alene forsøgt at give indtryk af, at man vil plagiere VOK-flertallets politik. Går man bag om overskrifterne forholder det sig bestemt ikke sådan. Men Socialdemokratiet er godt klar over, at man ikke skal tale alt for højt om ønsket om at fjerne starthjælpen, give positiv særbehandling til indvandrere og indføre et fast-track til permanent opholdstilladelse og statsborgerskab.

Og hvad er det egentlig for et parlamentarisk grundlag som Socialdemokratiet skal støtte sig op af. Jo det er f.eks. et parti, der kaldte rydningen af Ungdomshuset for ”unødvendig”. Jeg tror sådan set, at medlemmerne er Enhedslisten efterhånden er ved at være de eneste mennesker i det her land, der ikke kunne se nødvendigheden af at rydde Jagtvej 69. Sagen er klar. Enhedslisten respekterer ikke den private ejendomsret. Enhedslisten respekterer ikke frihedsrettighederne. Enhedslisten finder det i orden at støtte terrorbevægelser økonomisk. Enhedslistens hovedbestyrelse er fyldt med autonome, der fremover får vetoret over den danske finanslov. Er det et troværdigt alternativ?

Rydningen af Jagtvej 69 har fyldt meget i debatten de sidste par uger. Mange personer, der har sympatiseret med Ungdomshusets brugere har mistet sympatien for projektet efter de voldelige sammenstød mellem politi og autonome. Det er gået op for folk, hvad det er for nogle lømler, der har brugt Ungdomshuset. For godt og vel to uger siden læste jeg en kommentar af Ralf Pittelkow i Jyllands-Posten omkring rydningen af Ungdomshuset. Ralf Pittelkow skrev, at Ungdomshusets beboere i virkeligheden ikke var de kollektivister, som de gav sig ud for at være. I virkeligheden var Ungdomshuset et højest egoistisk projekt. De autonome var ligeglade med deres omgivelser, de ønskede bare et Ungdomshus til sig selv. De ville ikke, som de venstreorienterede i 60erne forandre verden. De ville bare have plads til sig selv, plads til at gøre som de ville, uden at andre skulle blande sig i det – altså et ekstremt egoistisk projekt. Ingen har mig bekendt taget tråden op fra Ralf Pittelkows fremragende kommentar. Men det er jo helt rigtigt. Ungdomshusets beboere er i virkeligheden ikke socialister – de er egoister, hvis hele livsforståelse handler om et hus, som de selv skal kunne bestemme suverænt over, som de skal have forærende af skatteborgerne og som de selv bestemmer, hvem der skal have mulighed for at komme i. Det handler altså med andre om mig, mig, mig, mig.

Ungdomshusets autonome er en flok sølle egocentrerede forkælede børn forklædt som socialister, hvis politiske dagsorden begrænser sig til rådighedsretten over et hus.
I efteråret 2006 begik Dansk Folkepartis Ungdom en kampagne ”Meld din lærer”, som vakte en del opsigt og opstandelse. Danmarks Lærerforening blev med et godt dansk udtryk tossede over, at vi i DFU kunne tillade os at anfægte lærernes suveræne ret til selv at fastlægge undervisningen. Lærerne bidrog imidlertid selv med deres indlæg til at give os ret. Mange lærere mente ligefrem, at det var en forpligtigelse for dem, at fortælle eleverne om, hvad de som lærer mente politisk var ret og vrang. Andre lærere afviste at der overhovedet skulle være et problem. Ret beset var der ikke megen fælleslinje i de kommentarer, der kom fra lærerne i anledning af vores kampagne.

Lad os slå fast med det samme. Det er et gigantisk problem, at omkring tre fjerdedele af lærerne i folkeskolerne og på ungdomsuddannelserne stemmer til venstre for midten – heraf 40 % af folkeskolelærerne alene på SF. Objektivitet er nemlig ikke noget man kan gennemføre. Det er noget man kan tilstræbe. De 40 % af lærerne vil være præget af deres politiske tilhørsforhold til SF. Hvis de ikke er bevidste herom vil de præge eleverne i retning af SF. Hvis de er bevidste herom kan nogen af dem altså åbenbart have den holdning, at det er helt legitimt at præge eleverne i den retning. Men den danske folkeskole skal være politisk neutral.

Efterhånden som det gik op for mig, at mange lærere bare affejede vores argumenter følte jeg et behov for at dokumentere, hvordan venstreorienterede synspunkter gennemsyrer den danske folkeskole og gymnasierne. Derfor skrev jeg bogen ”Skolen i løgnen – løgnen i skolen”, der dokumenterer, at mange lærebøger er skrevet ud fra et venstreorienteret ståsted, at disse synspunkter præger bøgerne i høj grad. Foreholdt eksemplerne var undervisningsminister Bertel Haarder meget klar i mælet. I forhold til en skolebog, hvori Dansk Folkeparti blev beskyldt for at være et fascistisk parti, skrev Bertel Haarder ligefrem, at han tog dyb afstand fra påstanden og henviste til at spørgsmålet om hvorvidt udsagnet overhovedet var lovligt burde afklares ved en domstol.

Desværre anvendes alle de bøger, der blev omtalt i min bog stadig i folkeskolen og på gymnasierne. Da en enkelt bog til religionsundervisningen i folkeskolen blev afsløret i, at kæde islam og terrorisme sammen - en sammenkædning, der i øvrigt er helt rimelig ud fra den betragtning, at al-Qaeda jo henter begrundelsen for sin terrorudøvelse direkte i Koranen – så blev den pågældende bog straks trukket tilbage. Det er altså fortsat helt legitimt i en biografi om Mao at se bort fra hans mord på 70 millioner mennesker, at hævde, at alle sorte, der ankommer i Københavns lufthavn straks tages til side og udsættes for ekstratjek alene på grund af deres hudfarve og at hævde, at indvandrere ikke er mere kriminelle end danskere. Blot for at nævne et par eksempler.

Det siger mig, at kulturkampen ikke er vundet på trods af seks års VOK-flertal. Så langt fra endda. Og hvem havde egentlig forventet det? Danmarks Radio er fortsat plaget af venstreorienterede journalister. Reimer Bo Christensen har en fortid i Danmarks Kommunistisk Ungdom, Naja Nielsen har en fortid i samme forening. Men problemet kan ikke isoleres til Danmarks Radio. Ulla Terkelsen har såmænd også en fortid i Danmarks Kommunistiske Ungdom. En forening som lagde Danmarks skæbne i hænderne på Sovjetunionen. Tre fjerdedele af folkeskolelærerne stemmer på venstreorienterede lærere. Lytter man til danske skuespillere og kulturpersonligheder er det også stort set venstreorienteret jammer, der høres fra den side. Ja, man kunne blive ved.

Kulturkampen kan kun vindes ved at udkæmpe den. I øjeblikket synes det som om regeringen har nedlagt våbnene. VK barsler f.eks. om kort tid med et udspil til en forbedret udviklingsbistand, hvor bistanden skal forhøjes markant. Der synes heller ikke længere at være meget liv i Institut for Miljøvurdering, der gjorde op med de allermest ensidige dommedagsprofetier, som man i tide og utide skal lytte til fra venstrefløjens miljømissionærer. Regeringen har afvist Dansk Folkepartis forsøg på at lave en sproglov, der skal værne om det danske sprog, som kontinuerligt taber terræn til engelsk. Regeringen og Bertel Haarder har på trods af sporadiske udladninger i retning af at gribe fat om indoktrineringen i folkeskolen reelt ikke foretaget sig noget. Sørgeligt og sølle af en regering, der selv blæste til kulturkamp, men nu tilsyneladende har blæst til pause og så småt melder sig på banen igen iklædt modstanderens holddragt.

Vi har en historisk chance for at gøre op med venstrefløjens tankegods. Den chance skal vi ikke lade gå fra os.

Den 8. marts på Kvindernes Internationale Kampdag indledte Dansk Folkepartis Ungdom vores nye kampagne ”Befri jer selv”. Kampagnen er henvendt til unge muslimske kvinder og opfordrer dem til at tage et opgør med forældede og umenneskelige kulturelle traditioner, som et patriarkalsk domineret samfundssystem har påtvunget dem. Det lyder måske nemt – men i virkelighedens verden er det en utrolig vanskelig opgave for pigerne.

Jeg har en tro på, at den dag de muslimske piger siger fra over for at blive reduceret til fødemaskiner og hjemmeserviceassistenter, så vil den islamiske kultur bryde sammen. Fundamentet for den islamiske kultur er kvindens undertrykkelse. Islamisk kultur kan ikke overleve uden at have kvinderne som trækdyr.

Hvorfor gør pigerne så ikke oprør? De tør ikke. På Nørrebro, i Vollsmose, i Gellerup-parken eksisterer et religiøst politi, der sørger for at fastholde pigerne i en traditionel udgave af islam. Træder pigen ved siden af ved f.eks. at blive set i selskab med en dansk dreng eller endnu værre på et tidspunkt eller uden hovedbeklædning informeres familien straks om pigernes fejltrin. På danske krisecentre anvendes kun danske taxa-chauffører, fordi man ved, at hvis først en pakistansk, tyrkisk eller en anden muslimsk taxachauffør bliver opmærksom på, at en muslimsk kvinde opholder sig på et kvindekrisecenter, så ved hele familien det i løbet af ganske kort tid, og så vil kvinden være i alvorlig fare.

Vi skal i Danmark blive bedre til at forstå, hvor alvorlig denne form for chikane af de unge piger er. Vi bliver nødt til at hjælpe pigerne til at tage det nødvendige opgør. Håndsrækningen skal gives gennem et forbud mod det muslimske hovedtørklæde i skoler og offentlige institutioner, gennem anvendelse af flere etniske danskere som indvandrerkonsulenter, gennem en udbygning og opkvalificering af de ansatte på kvindekrisecentrene, ved at gøre det lettere og hurtigere at få ny identitet, herunder nyt cpr-nummer og ny adresse, hvis man som ung kvinde er i fare for eksempelvis at blive tvangsgift, ved at gennemføre et decideret forbud i den danske straffelov mod kvindelig omskæring og arrangerede ægteskaber og endelig ved at vi som danskere bliver bedre til at indlemme de kvinder – og mænd for den sags skyld – som har taget opgøret med forstokkede kulturtraditioner i vores fællesskab.

Vores kampagne har vakt en del opmærksomhed – og for en gangs skyld stort set kun positiv opmærksomhed. Kun fundamentalister som Asmaa Abdol-Hamid og andre har taget afstand fra kampagnen og beskyldt os for at blande os i noget der ikke vedkommer os. Men jo det vedkommer os. Hvis vi accepterer, at muslimske pigers vilkår ikke vedkommer os, så accepterer vi også eksistensen af parallelsamfund i Danmark. Næste skridt er som i Storbritannien, at muslimerne kræver ret til selv at håndhæve lov og ret i overensstemmelse med sharialovens principper. Det har man fået lov til i Storbritannien. Det skal vi ikke tillade i Danmark. Danmark skal fortsat forblive et monokulturelt samfund med en høj grad af sammenhængskraft og solidaritet.

Jeg håber, at I alle sammen vil tage godt imod kampagnen og tage del i arbejdet med at sprede det meget vigtige budskab.

Som jeg sagde i min indledning har jeg generelt over de sidste år oplevet en forbedring af kvaliteten af de medlemmer, der er blevet valgt til hovedbestyrelsen. Indeværende år er jo lidt specielt, derfor vil jeg ikke fremhæve nogen frem for andre i hovedbestyrelsen – men blot erklære mig tilfreds med det arbejde hovedbestyrelsen som et kollektiv har udført i det forgangne år.

Året 2006 har været stille for så vidt, at der ikke har været afholdt valg eller folkeafstemninger. I Dansk Folkepartis Ungdom har vi derfor kunnet koncentrere os om at lave to kampagner, som jeg allerede har omtalt, der for begges vedkommende har resulteret i stor opmærksomhed omkring vort politiske arbejde. Om kort tid begynder opstillingsmøderne til det folketingsvalg, som efter al sandsynlighed vil finde sted i efteråret 2008. Måske overrasker statsministeren med et forårsvalg i 2008, hvis meningsmålingerne er gode, men også 2007 vil efter al sandsynlighed blive et fredeligt år. I kulissen lurer imidlertid også en ny EU-forfatning. Når franskmændene har valgt ny præsident her i maj måned, vil der efter al sandsynlighed blive sat turbo på processen, og vi må derfor forvente en folkeafstemning om en ny traktat i foråret 2008. Hvis vi da overhovedet får en folkeafstemning. Regeringen og størstedelen af partierne i Folketinget vil for alt i verden undgå en afstemning, men nægter regeringen os en afstemning om forfatningstraktaten vil det alvorligt svække samarbejdet mellem regeringen og Dansk Folkeparti. Derfor har vi også tiltro til, at befolkningen får lov til at stemme om en ny traktat – måske allerede i begyndelsen af 2008. Der bliver altså nok at lave for en ny hovedbestyrelse.

Dansk Folkepartis Ungdoms sommermøde fandt i 2006 sted i Gelsted på Fyn med deltagelse af arbejdsmarkedsordfører Bent Bøgsted og organisatorisk næstformand Poul Lindholm Nielsen. Der var arrangeret ekskursion til Odense. Jeg var desværre forhindret i at deltage i arrangement på grund af et bryllup i min nærmeste familie. Til gengæld tror jeg, at en meget stor del af den danske befolkning – og for så vidt også befolkningen i en række muslimske lande – fik et for godt indtryk af, hvad der foregik på det sommermøde.

Forleden sad jeg tilfældigvis og så på nogle optagelser fra en række tv-udsendelser fra den periode. Jeg så blandt andet den danske ambassade i Iran blive angrebet med brandbomber. Det virkede fuldkommen surrealistisk, at dette angreb fandt sted på grund af nogle tegninger, der blev lavet på et sommermøde i DFU i august måned. Det virkede surrealistisk at Irans præsident Mahmoud Ahmedinejad beskæftigede sig med, hvad der var gået for sig på et møde i DFU.

Lad mig slå fast med det samme, at jeg syntes det, der foregik på DFUs sommermøde var dumt og uværdigt. Dansk Folkepartis Ungdom handler om politik, og det indtryk, som befolkningen fik af Dansk Folkepartis Ungdom var en flok unge mennesker, der havde fået en tår over tørsten og som opførte sig åndssvagt. Når Konservativ Ungdom smider et grisehoved ind i Frank Jensens have, så er det heller ikke med til at styrke respekten om KU. Når man finder ud af, at beslutningen om at boykotte Dansk Folkepartis Ungdom blev truffet af Venstres Ungdoms landsformand i beruset tilstand, styrker det heller ikke respekten om Venstres Ungdom. Vi skal opføre os ordentligt, når vi repræsentere Dansk Folkepartis Ungdom – det smitter af på vores moderparti, når vi ikke gør det, og der kom mange udmeldelser oven på det sommermøde. I DF var der i omegnen af 100 udmeldelser i den måned. Langt, langt over normalen. I DFU var der omkring 20 udmeldelser – og jeg tror personligt at jeg reddede i samme størrelsesorden fra at melde sig ud.

Når det så er sagt, så lad mig slå fast en gang for alle, at man må godt tegne Muhammed, hvor man vil, hvornår man vil og hvordan man vil. Men det var dumt at drikke sig beruset, tegne Muhammed og lade det optage på video i DFU-regi. Hvorfor? Fordi det skader Dansk Folkeparti. Hver gang man gør noget i DF eller DFU-regi skal man stille sig selv spørgsmålet, er det til gavn eller er det ikke til gavn for Dansk Folkeparti og Dansk Folkepartis Ungdom? I det her tilfælde var det ikke til gavn for hverken Dansk Folkeparti eller Dansk Folkepartis Ungdom. Jeg tror alle har lært af denne sag, ikke mindst de hovedbestyrelsesmedlemmer, der for en tid måtte gå under jorden, fordi de var udsat for trusler. Det er ubehageligt at modtage trusler, men det har været et livsvilkår for mig i otte år. Jeg er tre gange blevet overfaldet i forbindelse med mit arbejde som landsformand for Dansk Folkepartis Ungdom. Ved en enkelt lejlighed blev en ung mand af tyrkisk æt idømt 30 dages betinget fængsel for at have overfaldet mig. Det er ærgerligt, at det skal være sådan i dagens Danmark. Det kan vi takke medlemmerne af alle de partier, der i tredive år førte en fejlagtig indvandringspolitik for. Ændringerne i udlændingepolitikken er kun kommet i stand takket være Dansk Folkeparti. Vi har alle sammen en forbandet pligt til at sørge for, at Dansk Folkepartis indflydelse på dansk politik, ikke kommer i fare på grund af fjollerier.

Vi har i hovedbestyrelsen efterfølgende vedtaget et alkoholreglement, som blandt andet sætter faste rammer for, hvor meget alkohol, der kan indtages og sikrer, at der altid er mindst to medlemmer af hovedbestyrelsen, der er ædru.

Dansk Folkepartis Ungdom var i vanlig stil rigt repræsenteret på Dansk Folkepartis årsmøde i september 2006. Mange DFUere markerede sig med gode og værdige indlæg fra talerstolen. Det er vigtigt, at så mange DFUere som muligt deltager på Dansk Folkepartis årsmøde. Det er med til at sende et klart signal til befolkningen om, at Dansk Folkeparti ikke kun er til for ældre mennesker, men at mange unge vælger at engagere sig i vores dejlige parti.

Som en nyskabelse lavede Dansk Folkepartis Ungdom i et år seminar om velfærdsstaten. Her brugte de fremmødte medlemmer en dag på at diskutere velfærdsstatens fremtid. Det var et godt arrangement, der også i fremtiden kan være med til at give vore medlemmer til de diskussioner, man måske ikke lige får taget i dagligdagen.

Som de fleste af jer sikkert ved afholder DFU hvert andet år henholdsvis kursus og studietur til Bruxelles. I 2006 var 32 heldige DFUere med på en studietur til Bruxelles og Brügge, som jeg synes forløb fremragende. Der er ikke noget, der kan ryste en gruppe så godt sammen med tre dage, hvor man følges i tykt og tyndt. Det var utroligt spændende igen at besøge Europa-parlamentet, høre Mogens Camres vise ord, opleve det absolutte kaos, der kendetegner parlamentet og høre om, hvad Den Faste Repræsentation i Bruxelles kan berette om arbejdet dernede. I år blev vores besøg i NATO heldigvis ikke aflyste og også det var utrolig interessante. Ligeledes havde vi en god og vellykket udflugt til Brügge, der dog desværre i vanlig stil var plaget af et gevaldigt regnvejr den dag.

Også i år fastholdt Dansk Folkepartis Ungdom traditionen med at indbyde alle de medlemmer, vi havde fået i 2006 til et introduktionsmøde på Christiansborg. Arrangementet, der havde deltagelse af europaordfører Morten Messerschmidt var i lighed med tidligere år en uforbeholden succes, hvad det at så mange af deltagerne også er mødt frem her i dag jo vidner om.

Formandsmøderne har også i det forgangne år været meget velbesøgte. Det er meget vigtigt, at lokalforeningerne møder op med deres formænd eller en repræsentant fra lokalforeningen, fordi formandsmødet er af de fora, hvor vi har lejlighed til at drøfte foreningens aktiviteter, kampagne- og mødevirksomhed osv. Også i år har lokalforeningerne gjort god brug af deres lokalforeningskonsulent som ressourceperson, og lokalforeningskonsulenterne har flittigt deltager i lokalforeningernes arrangementer.

I forbindelse med årsskiftet 2006-2007 har en række lokalforeninger skiftet ham. Tilpasningen til de nye regions- og storkredsgrænser har gjort, at så at sige alle lokalforeninger har fået nye områder at arbejde inden for. Undtagelsen er vores lokalforening på Fyn, der som den eneste er ladet uberørt af forandringerne. De nye grænser gør naturligvis, at man som lokalforening skal tænke i nye baner. Nogle lokalforening er blevet meget vidtstrakte f.eks. spænder foreningen i Nordjylland nu fra Morsø i vest til Skagen i nord og også lokalforeningen i Østjylland er meget langstrakt fra Hedensted i syd til Randers i nord. De lokale generalforsamlinger, der for størstepartens vedkommende nu er afviklet har, synes jeg udmærket formået at sikre, at alle dele af de nye lokalforeninger er repræsenteret i bestyrelserne.

Dansk Toppen har det sidste års tid været forvaltet af Per Brogaard. Jeg synes Dansk Toppen har udviklet sig til et godt og spændende partiblad. Det er vigtigt, at de af vore medlemmer som ikke dukker op til vores arrangementer føler sig godt orienteret og underholdt gennem vores medlemsblad, og jeg håber, at den nye bestyrelse også vil sørge for, at medlemsbladet prioriteres højt i fremtiden.

Også i det forløbne har hovedbestyrelsen ofret en del kræfter på vort internationale samarbejde. Samarbejdet kan siges at være delt op i tre kategorier. Samarbejdet med ligesindede partier i Ungdommens Nordiske Råd, samarbejdet med vore søsterpartier i Europa gennem vores Europaparlamentsgruppe Union for Nationernes Europa og samarbejdet med øvrige partier i Europa og verden.

I forhold til arbejdet i UEN har Dennis Flydtkjær deltaget i en konference i Rom, hvor vi havde lejlighed til at udveksle erfaringer med de øvrige partier i gruppen med undtagelse af Fianna Fail, der ikke deltog i arrangementet.

Derudover har vi i det forgangne år ved en enkelt lejlighed mødtes med vores venner i Vlaams Belang Jongeren, som er repræsenteret her på årsmødet i dag. Nemlig ved et møde i Antwerpen, hvor Marlene Harpsøe og Allan Steen Hansen deltog og begge var meget imponeret over den professionalisme og drivkraft som kendetegner Vlaams Belang.

Derudover har Dennis Flydtkjær og jeg selv haft fornøjelsen af at besøge Sverigedemokraterna i Stockholm. Det var et meget spændende ophold, vi havde i Stockholm, der jo er en utrolig smuk by. Det var meget givende, og vi fandt ud af, at Sverigedemokraternas Ungdomsförbund på mange måder søger at blive en svensk udgave af Dansk Folkeparti. Desværre var Sverigedemokraterna ikke helt stærke nok til at blive valgt til den svenske Riksdag, de manglede 1,1 % for at forcere spærregrænsen på 4 %, men vi er sikre på at næste Riksdagsvalg vil betyde, at Sverigedemokraterna bliver repræsenteret.

Hvad samarbejdet i Ungdommens Nordiske Råd angår, er status p.t., at vi fortsat samarbejder tæt med Perussuomalaiset-Nuoret. Derimod synes der ikke længere at være noget samarbejde med Fremskrittspartiets Ungdom i Norge, der hellere vil bejle til islam-begejstrede kuffiyeh-klædte VU-formand Karsten Lauritzen. Det kan man undre sig over, men vi kan svært dårligt gøre noget ved det fra Dansk Folkepartis Ungdoms side.

Senere i dag skal vi alle sammen vælge en ny formand for Dansk Folkepartis Ungdom. Som afgående formand er det ikke mit lod at pege på hverken den ene eller den anden kandidat.

Derimod vil jeg sige, hvad jeg mener, bør karakterisere en god formand.

Som formand for Dansk Folkepartis Ungdom skal man være klar over, at man er formand 24 timer i døgnet. Man skal stå til rådighed for partiet hele tiden, døgnet rundt. Det accepteres ikke at telefonen er slukket, medmindre man er i biografen eller i teateret, så er det sagt. Det at være formand for en politisk ungdomsorganisation er ikke en nebengeschæft. Det er ens hovedopgave – andre opgaver må komme i anden række.

Som formand bør man have en klar politisk profil. Formanden er Dansk Folkepartis Ungdoms ansigt ud ad til, og det er vigtigt, at en formand kan repræsentere Dansk Folkepartis Ungdom på en god måde i offentlige debatter, på tv, i radioen og på gader og stræder, således at unge mennesker får lyst til at melde sig ind i DFU og blive en del af fællesskabet.

Man skal kunne tale til og med alle – lige fra den 12-årige folkeskoleelev, der ikke interesserer sig synderligt for politik – til den 28-årige universitetsstuderende. Så bred er DFUs målgruppe nu en gang.

En formand skal således også selvsagt være veltalende, interessant at lytte til, og formanden skal gerne kunne give medlemmerne noget med hjem at tænke over.

Ligeledes er det naturligvis vigtigt, at man evner at formulere sig ordentligt og interessant på skrift.

Samarbejde er meget vigtigt for enhver leder. Ledelsesstilen må og skal være samarbejdsorienteret og inddragende. Som formand kan man ikke klare alt – undertiden skal man klare alt, og så må man jo det – men man skal også forstå at uddelegere arbejdet til de rigtige. Selvom man er samarbejdsorienteret skal man også formå at kunne skære igennem – se bort fra personlige venskaber og sympatier og fortælle en person, når vedkommende har kvajet sig uanset hvem det er,. Man må ikke som leder være konfliktsky, på den anden side skal man heller ikke kaste sig ind i enhver konflikt. Man skal vide, hvornår man skal skære igennem og hvornår man skal tage konflikterne. At lede er ikke en let opgave. Det er en vanskelig opgave, og man kan ikke undgå at træffe upopulære beslutninger ind imellem.

Man skal til enhver tid kunne håndtere pressede situationer, bevare overblikket og roen, selv hvis pressen ringer til én klokken seks om morgenen.

Og frem for alt skal man som leder lægge sin personlighed ind i sit arbejde. Det duer ikke, at man er en person, når man er formand for DFU og en anden derhjemme.

Om et par timer skal vi afgøre, hvem der skal være formand for Dansk Folkepartis Ungdom. Tænk jer godt om, inden I træffer jeres valg. Det er et vigtigt valg både for kandidaterne men så sandelig også for Dansk Folkepartis Ungdom.

For mit eget vedkommende vil jeg slutte med at takke jer alle sammen for det privilegium I har givet mig ved otte år i træk at vælge mig som formand for Dansk Folkepartis Ungdom. Det har været en stor oplevelse for mig. Tak for det – og tak for ordet.