17-9-2006
Årsmødehilsen - Dansk Folkepartis Ungdom
Kære delegerede, kære gæster;6,6 km nord for Odense Kongrescenter ligger Bøgeparken. Det var her syv unge mænd – 6 af anden etnisk herkomst end dansk og en af dansk oprindelse – blev anholdt tirsdag den 5. september 2006. Angiveligt var de syv i gang med at planlægge et terrorangreb. Fire unge muslimer sidder allerede fængslet i Glostrup tiltalt i en anden sag om planlægning af terror.
Vi behøver ikke længere at spejde mod vest eller syd for at finde terrorens arnesteder. Danmark har fået sit eget Walthamstow – i skikkelse af Vollsmose. Vi har fået vores egen Finsbury Park Mosque i skikkelse af moskéen på Ørbækvej og vi har måske endda fået vores egen Abu Hamza i skikkelse af imamen Abu Hassan.
Walthamstow var den forstad til London, hvor størstedelen af de unge muslimer, der ville sprænge flere transatlantiske fly i luften blev arresteret. Finsbury Park Mosque var den moské, hvor 7. juli bombemændene hentede deres inspiration til angrebet, og Abu Hamza var den imam, der med en metalklo som erstatning for sin ene arm og med klap for det ene øje, prædikede død og ødelæggelse over Storbritannien og inspirerede de fire bombemænd.
Danmark er ikke vaccineret mod terrorisme. Dansk Folkepartis Ungdom forudså allerede i foråret, at Danmark ville risikere at blive ramt af et terrorangreb i løbet af 2006. Vore forudsigelser ville desværre med stor sandsynlighed have vist sig at holde stik, havde det ikke været for en snarrådig og årvågen efterretningstjeneste.
Årsagen til at Danmark er i farezonen for at blive ramt af et terrorangreb er ikke Danmarks engagement i Irak eller Afghanistan. Islamistiske terrorister udøver deres terror uanset deres værtslands stillingtagen til forhold i Mellemøsten. Tyskland er ikke engageret i hverken Irak eller Afghanistan – alligevel ville to unge muslimer bringe bomber til eksplosion i to tyske regionaltog. Frankrig er måske den argeste modstander overhovedet af USA's krig mod terror – alligevel har fransk politi ved flere lejligheder optrævlet islamistiske terrornetværk og derved forhindret terrorhandlinger i Frankrig.
Vi i den vestlige verden har ikke nedkaldt terroren over os selv. Men vi er alligevel medskyldige al den stund, at vi ud af dårskab i årevis har importeret mennesker fra den muslimske verden, hvis værdier og holdninger vi enten har ignoreret eller været uden kendskab til. På den måde har vi i vore lande skabt en potentiel femte kolonne, hvis dimensioner vi ser udspillet i disse år.
Dermed naturligvis ikke være sagt at alle muslimer er terrorister. Men de terrorister, der truer Vesten er muslimer. Og undersøgelser viser at terroristerne har en vis opbakning blandt muslimerne. Det anerkendte amerikanske Pew Research Institute offentliggjorde således i juli en undersøgelse, der viste, at omkring 15 % af muslimerne i Frankrig, Spanien og England mente, at selvmordsangreb undertiden kunne retfærdiggøres. Det er vanskeligt at se, hvad der skulle gøre, at danske muslimer forholdt sig væsentligt anderledes end deres trosfæller i de pågældende lande.
Igen og igen bliver spørgsmålet stillet: Hvad gør unge muslimer til terrorister? Svarene er ofte varianter over et tema – nemlig at det grundlæggende er vestens skyld. Enten er det på grund af vores engagement i Mellemøsten, eller det er på grund af en manglende evne til at indlemme muslimske unge i vores fællesskab eller også er det på grund af manglende tilbud til de unge.
Der er imidlertid kun én eneste ting, der er fælles for samtlige bombemænd fra New York, Washington, Bali, Madrid og London: De var muslimer. Bombemændene kom fra vidt forskellige økonomiske kår, havde vidt forskellige uddannelser, vidt forskellige sociale baggrund, var af vidt forskellige nationale ophav. Én ting havde de til fælles: Koranen.
Og alligevel er det ikke Koranen, der er genstand for en debat om, hvad der kan forklare terror. Det på trods af, at der er over 100 vers i Koranen, der opfordrer muslimer til jihad mod ikke-muslimer, og at jihad er den højeste pligt for enhver muslim. Måske forklaringen på, hvorfor nogle unge muslimer bliver jihadister, skal findes det mest oplagte sted af alle – i den religiøse bog, som de dagligt terper på koranskoler. Det kunne jo faktisk være, at nogle af dem, rent faktisk tog uhyrlighederne om mord og drab på ikke-muslimer for pålydende.
For et par år siden deltog jeg i et release-party i anledning af den danske udgivelse af Ibn Warraqs bog ”Derfor er jeg ikke muslim”. Jeg fæstnede mig særligt ved én bemærkning fra forfatteren. ”Det er egentlig bemærkelsesværdigt, hvor langt nogle muslimer er kommet, når man tænker på, hvad der står i Koranen.” Og mon ikke også tiden er inde til at lægge den bog på hylden en gang for alle – og indstille sig på, at vi skriver år 2006 – ikke år 622, og at Koranen for længst har overskredet sidste salgsdato.
6,2 km her fra Kongrescentret ligger Humlehaveskolen. Flere af de formodede terrorister har sikkert trådt deres barnesko på denne skole. 80 % af skolens elever er såkaldt tosprogede – i virkelighedens verden en betegnelse, der dækker elever, der reelt er nulsprogede, for de mestrer hverken dansk eller deres modersmål. Èn ting er i hvert fald sikkert: Det er ikke på Humlehaveskolen med sine 80 % fremmede elever, at Koranen bliver udfordret. Skoleinspektør Olav Nielsen ser f.eks. ikke noget problem i at eleverne undervises af en tilhyllet lærerinde og skolen har på flere områder tilpasset sin undervisning til det faktum, at en betragtelig del af eleverne er muslimer.
Forudsætningen for at unge muslimer når til den konklusion, at Koranen ikke kan være grundlag for pågældendes liv i Danmark anno 2006 er, at Koranen i skolens undervisning behandles på fuldstændig samme facon, som man i årevis har behandlet Biblen – altså som et historisk dokument, der kan granskes og dissekeres og frem for alt stilles spørgsmålstegn ved.
Første skridt er, at muslimer naturligvis ikke skal kunne fritages for undervisningen i kristendomskundskab, der jo også indeholder undervisning i islam – og slet ikke nu, hvor faget takket være Dansk Folkepartis indsats er blevet et eksamensfag.
I en radius på 1,5 km her fra Odense Kongrescenter ligger tre danske folkeskoler. Skolerne er næppe meget anderledes end alle mulige andre skoler – lærerne næppe heller. Tilbage i 1990 viste en undersøgelse, at 42 % af de menige lærere ville stemme på SF, 22 % på Socialdemokraterne og 9 % på partier til venstre for SF. Det Radikale Venstre stod dengang til 11 % af stemmerne. 84 % af lærerne stemte altså i 1990 på partier til venstre for midten. Måske er det resultatet af den chokerende undersøgelse i 1990, der har afholdt Danmarks Lærerforening fra at foretage en lignende undersøgelse siden da. Magisterforbundet, der bl.a. organiserer lærere på ungdomsuddannelserne og de videregående uddannelser, lavede en undersøgelse blandt deres medlemmer i 2003, der viste, at de socialistiske partier inklusiv de Radikale ville få 71,9 % af stemmerne, medens Dansk Folkeparti ville snævrer sig ind til mikroskopiske 0,2 pct.
Med disse tal in mente er det måske ikke så mærkeligt, at vi i Dansk Folkepartis Ungdom har medlemmer, der er blevet sat ned i karakter med direkte henvisning til deres politiske sympatier, andre er pludselig faldet 3 karakterer efter, at det er kommet frem, at de er medlemmer af DFU. Skoleelever i Danmark må hver dag høre på, at Dansk Folkeparti – og Pia Kjærsgaard i særdeleshed – bliver rakket ned af venstresnoede lærere.
Af den grund søsatte Dansk Folkepartis Ungdom en kampagne mod indoktrinering i forbindelse med starten på det nye skoleår. Kampagnen blev heldigvis positivt modtaget af landets undervisningsminister.
I stedet for at afvise, at der overhovedet kunne være et problem, valgte Bertel Haarder at slå fast, at hvis der var et problem, ville han tage sig af det. Det var andre toner end der kom fra hans egen ungdomsformand og dennes socialdemokratiske kollega. De to var rørende enige om, at den ”tone”, som Dansk Folkeparti havde lagt i debatten, betød at medlemmer af Dansk Folkepartis Ungdom naturligvis måtte finde sig i at blive chikaneret og mobbet af elever – og deres undervisere.
Men selvfølgelig er det et problem, så længe Villy Søvndal, Pernille Rosenkrantz-Theil og Marianne Jelved ikke er ofre for samme tone. Og det er de ikke. Nej, de skriver tværtimod bøger til undervisningen i folkeskolen. Forlaget Gyldendal barslede så sent som sidste år med en skolebog forfattet af Marianne Jelved med titlen ”Folketinget i arbejde” til brug for 8. og 9. klasses undervisning i Samfundsfag. Hendes radikale partikollega Elisabeth Arnold har udgivet bogen ”De fremmede i Danmark”, som tjener til at indføre sagesløse folkeskoleelever i problematikken omkring indvandringen til Danmark. Jeg kan betro jer, at det gør hun ikke på en specielt objektiv facon. Bogen er gennemsyret af multikulturelt tankegods, hvor spørgsmålet om det nu gør så meget, at indvandrerne ikke vil være ligesom danskerne bliver stillet talrige gange.
Dansk Folkeparti bliver heller ikke behandlet på en specielt fair eller objektiv facon i mange skolebøger, således skal vi som parti finde os i at blive karakteriseret som et ”nyfascistisk” parti i en skolebog for gymnasiets samfundsfagsundervisning. Skulle der være nogen, der har glemt det, så er definitionen på fascisme et ønske om at afskaffe det parlamentariske demokrati, indføre diktatur, anvende uretfærdige rettergange, indføre tortur – og eksempler på fremtrædende fascister tæller Benito Mussolini, Francisco Franco – og så åbenbart Pia Kjærsgaard.
Og måske også George W. Bush – ham bryder forfatterne af de danske skolebøger sig åbenbart heller ikke særligt meget om. I hvert fald kan gymnasieelever læse, at Bush benytter sig af en ganske særegen styreform nemlig ”crony capitalism”. Det var godt nok et besynderligt udtryk, så det måtte jeg lige slå op – det betyder såmænd kort fortalt, at George W. Bush er en bundkorrupt nepotist ifølge den gamle marxist Carl Pedersen, der har skrevet bogen ”USA i det 21. århundrede”. Crony capitalism betyder noget i retning af bonkammeratkapitalisme, og det er selvfølgelig også noget forfærdeligt noget, at George W. Bush er sådan er en fæl kapitalist, der ligefrem forfremmer vennerne.
Er der i øvrigt nogle til stede i salen, der er i tvivl om, hvorvidt Osama Bin Laden stod bag terrorangrebet den 11. september i USA? Hvis ikke, så er det nok, fordi I ikke har læst bogen Overblik – Verdenshistorien i korte træk. Her tages nemlig alle mulige forbehold for om det nu var Bin Laden, der stod bag angrebet på World Trade Center. Vi har godt nok set videooptagelser, hvor Bin Laden sidder med sin næstkommanderende Al-Zawahiri og forbereder angrebet – men selvfølgelig månelandingen den 20. juli 1969 var naturligvis også optaget i et tv-studie i Hollywood! Så det kan vi naturligvis ikke stole på.
Man spørger sig selv, hvorfor i alverden en dansk skolebog skal være med til at så tvivl om, hvorvidt Osama Bin Laden og Al-Qaeda-netværket stod bag angrebet den 11. september. Sådan tvivl kan kun være med til at få den sæd af modstand mod arabisk ansvar for 11. september, der findes i brede kredse blandt muslimer til at gro. For hvis det står i en dansk skolebog, så kan det jo ikke være helt forkert. Så kan der måske rejses berettiget tvivl om al-Qaedas ansvar? Hvad mon bliver det næste en kvalificeret debat om, hvorvidt 6 millioner jøder måtte lade livet under 2. verdenskrig?
Det er måske ikke så mærkeligt, at undersøgelser viser, at unge mennesker – i særdeleshed på landets gymnasier - i disse år slutter op om Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten i rekordstort omfang. Måske er årsagen, at eleverne bliver fyldt med løgn, vrøvl og fortielser af deres lærere og i de skolebøger, de læser.
Det er foruroligende, hvis man som forældre ikke kan betro undervisningen af sine børn til lærere i tiltro til, at undervisningen vil være objektiv, uhildet og varieret. Meget tyder på, at det ikke er tilfældet. Blot et par eksempler til at tage hjem på:
Islam kræver ikke at drengebørn bliver omskåret!
Sundhedstilstanden på Cuba er bedre end i USA
Pia Kjærsgaard er en klam type
Ikke-hvide udlændinge, der ankommer til Københavns Lufthavn, bliver mødt med mistro fra det øjeblik deres fly lander, og de fleste passagerer med mørk hud bliver standset og udspurgt af politiet allerede inden de når paskontrollen.
Gå selv hjem og hiv jeres børn eller børnebørns skolebøger op af tasken, og hvis jeres børn bliver stopfodret med skolebøger af formanden for Dansk-Cubansk Venskabsforbund eller bøger, der lægger Dansk Folkeparti for had, så sæt en stopper for det. Kræv en forklaring af jeres børns lærere. Det er kun ganske rimeligt.
Hvis vi inden for disse 2160 kvm står sammen, kære venner, så kan vi sætte en stopper for indoktrineringen, mobningen og chikanen.
Fortsat godt årsmøde.


