Årsmødeberetning 2006 - Dansk Folkepartis Ungdom

Kære årsmødedeltagere,

Allerførst et stort og hjerteligt velkommen til Vedersø. For de af jer der var med sidste år – givetvis et gladelig gensyn. For de nye af jer kan jeg love jer en rigtig festlig weekend. Vi er i dag samlet 108 mennesker til årsmøde her i Vedersø. Det er det største årsmøde i Dansk Folkepartis Ungdoms historie. Det vidner om en veldrevet forening, når medlemmerne slutter op om vore arrangementer.

Dansk Folkepartis Ungdom havde ved årsskiftet 505 medlemmer. Det var desværre en tilbagegang på 25 medlemmer i forhold til året før. Det er en tilbagegang, der har været meget ulige fordelt i landet. Nogle amter er gået stærkt frem – og nogle amter er gået stærkt tilbage. Hvorom alting er, er der ingen grund til at fæstne megen opmærksomhed på disse tal, for jeg tør næsten love jer alle, at selvom vi kun er godt og vel tre måneder inde i år 2006, så er skuden vendt. Når vi mødes her igen om et års tid, så vil Dansk Folkepartis Ungdom have haft medlemsfremgang.

På tre uger fik Dansk Folkepartis Ungdom i omegnen af 100 nye medlemmer. Vi har aldrig nogensinde fået så mange nye medlemmer på så kort tid. Årsagen er ganske enkel – brændende flag, angreb på danske ambassader, krav om at islamiske lærde skal censurere danske skolebøger om islam, krav om undskyldning fra statsministeren, fra dronningen, krav om opførelse af en forsoningsmoské midt i København og krav om henrettelse af de 12 tegner blev fulgt op af et krav ikke alene til Danmark men til hele verdenssamfundet om som Organisationen af Islamiske Lande formulerede det en erklæring i FNs menneskerettighedskonvention, der beskyttede religioner – især Profeten Muhammed!

Et af de krav, der oftest er blevet gentaget over de seneste måneder er kravet om respekt. Det klinger unægtelig hult, når et lande som Saudi Arabien og Iran går forrest i kampen for respekt for islam. Lande som har alt andet end respekt for omverdnen. Lande, hvor man rask væk klynger unge mænd mistænkt for at have haft et homoseksuelt forhold i det nærmeste træ, lande, hvor muslimske piger, der flygtede fra deres brændende skole ud på gaden uden at være behørigt tilsløret som det kræves efterfølgende blev straffet med pisk for deres helligbrøde. Lande, hvor man ikke har ret til at dyrke en anden religion end islam. Lande, hvor man straffer tyveknægte med afhugninger af hænder og ægteskabsbrydere med stening. Kort sagt lande hvor man ikke har den mindste respekt for mennesker. Hvordan kan sådanne lande nogensinde gøre krav på respekt fra os?

Når konflikten om Muhammed-tegningerne koges ned til sin essens, så handler konflikten om, hvorvidt det kan kræves af danske ikke-muslimer, at de overholder et centralt dogme i islam – nemlig forbudet mod at afbilde profeten Muhammed. Et sådant forbud gælder givetvis inden for islam – men man kan aldrig nogensinde kræve af ikke-muslimer, at de skal leve op til islams dogmer. Lige så lidt som vi kan kræve af muslimerne, at de skal anerkende, at Jesus er Guds Søn eller lige så lidt som hinduer kan kræve af os, at vi skal afholde os fra at spise oksekød, fordi kvæg er helligt i hinduismen. Lige så lidt kan muslimerne kræve at vi skal afholde os fra at afbilde en historisk person, der rendte rundt i den arabiske ørken for 1300-1400 år siden.

Konflikten om Muhammed-tegningerne er ikke længere ”bare” en konflikt om 12 tegninger i Jyllands Posten. Det er en konflikt mellem civilisation og barbari. Det er en konflikt mellem demokrati og diktatur. Og det er en konflikt mellem islam og sekularisme. Det nytter ikke noget at fortsat at forestille sig, at der inde i enhver muslim i Mellemøsten gemmer sig en lille glad Fynbo, sådan som landets tre forhenværende udenrigsministre, Lykketoft, Helveg og Ellemann, synes at foregøgle os. Sådan er det ikke. En undersøgelse offentliggjort af Daily Telegraph for et par uger siden viste, at 40 % af de britiske muslimer ønsker sharia-lovgivningen indført i Storbritannien. Der er ingen grund til at tro, at det forholder sig stort anderledes i Danmark. Hvorfor skulle det dog det?

Men det her med sharia-lovgivningen, der blandt andet indbefatter, at kvinder har halv arve- og vidneret, håndsafhugning, stening, dødsstraf for blasfemi osv. afholder ikke LOs næstformand Tine Aurvig Huggenberger, fhv. udenrigsminister Uffe Ellemann Jensen og toneangivende danske erhvervsleder som Niels Due Jensen og Mads Øvlisen fra at alliere sig med steningstilhængere som Sherin Khankan og Abdul Wahid Pedersen i en forening med det smukke navn ”Co-Existence of Civlizations” – nu forudsætter det pågældende navn jo, at der overhovedet er tale om mere end en civilisation – hvad de sidste måneders begivenheder ellers har sat et stort spørgsmålstegn ved.

I det hele taget er det som om, at der ikke er nogen ydre kant i forhold til, hvem man vil tale med. I efteråret drog en delegation af danske ungdomspolitikere til Mellemøsten på charmeoffensiv. Her mødtes de bl.a. med unge medlemmer af terrororganisationen Hizbollah, som har stået bag flere hundrede israeleres død. Under Muhammed-krisen truede Hizbollahs leder Hassan Nasrallah under et massemøde med deltagelse af 400.000 shia-muslimer: ”I dag protesterer vi mod forbrydelserne med ord og protester, men vi er parat til at udgyde vort blod, hvis de fortsætter”. Er der overhovedet nogen idé i at gå i dialog med personer, der truer os med terror? For Dansk Folkepartis Ungdom er det slet ikke et spørgsmål – hvis vi var blevet spurgt, om vi havde lyst til at deltage i sådan et møde, så havde svaret været klokkeklart: Vi taler ikke med folk, der den ene dag taler pænt til os, for den anden dag at true os med død og ødelæggelse.

Ofret i denne sag er ytringsfriheden. Og noget af det, der har foruroliget mig allermest ved denne her affære er, den vankelmodig opbakning til ytringsfriheden. Ikke alene fra politikere og meningsdannere, men også fra folkeskoleelever, som jeg har haft inde på mit kontor på Christiansborg, og som tilsyneladende slet ikke forstår, hvad ytringsfriheden er for noget. Et eller andet sted må eleverne jo have den opfattelse fra, at respekten for en mand, der levede for 1400 år siden i den arabiske ørken er vigtigere at forsvare end retten til at tale frit – for det er bekymringsvækkende nok med det synspunkt, at de fleste elever dukker op.

Hvilket bringer mig til et andet emne, som har optaget mig – og hele hovedbestyrelsen – i det forgangne år. Den modstand som mange DFU’ere møder, når de melder ud, at de er medlem af – eller sympatiserer med Dansk Folkeparti.