Grundlovstale - Maglesø Traktørsted

Hvad er det vigtigste ved Grundloven?

Et i og for sig kættersk spørgsmål, for er de ikke vigtige alle de 89 paragraffer, som til sammen udgør grundlaget for det danske folkestyre. Jo, naturligvis – og alligevel er der nogle af paragrafferne, som er vigtigere end andre. Fælles for de paragraffer, som jeg på kættersk vis vil fremhæve er, at det er paragraffer, der alle berører aspekter af vores daglige liv. Rettigheder som er uomgængelige for, at vi kan leve i et frit og demokratisk land, hvor meninger kan brydes.

Forsamlingsfriheden – retten til at demonstrere, hvis der er noget, man er utilfreds med. Foreningsfriheden – retten til at samles i foreninger, naturligvis med respekt for den begrænsning, der ligger i, at der ikke dannes foreninger, der virker ved vold. En for så vidt indlysende begrænsning i og med, at foreninger, der virker ved vold, jo vil kunne forhindre os andre i at udfolde vore rettigheder. Ejendomsretten – retten til at erhverve ejendom og råde over denne. Trosfriheden – retten til at tro på Gud eller Fanden – eller ingen af dem. Trykkefriheden – retten til at lade trykke, hvad man har på hjertet og ytringsfriheden – retten til at sige, det der ligger én på sinde.

De rettigheder, som Grundloven her tilskriver os omtales samlet som frihedsrettighederne. De giver os retten til at leve i frihed. Mennesket har brug for frihed, for mennesket har brug for at tage ansvar for egen eksistens. Et menneske uden ansvar og uden frihed sygner hen og bliver til en træl.

Når det her den 5. juni 2006 er nødvendigt særligt at fremhæve Grundlovens frihedsrettigheder, er det naturligvis fordi, at det forgangne år viste, at frihedsrettighederne langt fra er noget naturgivent. Frihedsrettighederne kom under pres i det forgangne år på en måde, som ikke er set siden de fem mørke år 1940-45, hvor den tyske besættelsesmagt bandt danskerne på hånd og mund.

Det er ikke fra dag til anden, at frihedsrettighederne er kommet under pres. Det er en gradvis proces, der igennem de sidste tredive år har frataget den danske befolkning sin ret til at tale frit og uden hæmninger om de ting, der optager dem.

Prikken over det berømte i blev sat, da Jyllands Posten sidste år formastede sig til at trykke 12 tegninger af en mand, der levede for 1400 år siden i den arabiske ørken. Manden hed Muhammed og var landevejsrøver, analfabet og epileptiker, og så modtog han efter sigende en række syner fra gud – indbyrdes modstridende og forvirrende og altid til fordel for Muhammed selv – men fra Gud det var synerne.

Muhammed var en skikkelig mand har vi fået fortalt. Han institutionaliserede en ny religion – islam – som betyder fred, er vi blevet belært om.

Denne skikkelige mand myrdede løs på uskyldige jøder og åndedyrkere. Han krævede, at de skulle lade sig omvende til den eneste sande religion – islam. Gjorde de det ikke, blev de ombragt, for det havde hans Gud fortalt ham var den rette behandling af de vantro. Hans religion – islam – som rettelig betyder underkastelse - blev en religion, der fratager mennesket ansvar for egen eksistens og gør mennesket til slave af hellige love om alt lige fra hvilken hånd, man skal benytte til at tørre sig efter at man har besørget til et samlet lovkompleks – kaldet sharia-retten – med definition af forbrydelser og den dertil følgende straf på alt lige fra ægteskabsbrud til mord.

Det var en af disse hellige love, som Jyllands Posten kom for skade at overtræde, da avisen bragte de 12 karikaturer af Muhammed. Ifølge Al-Bukharis hadith må man nemlig ikke afbilde profeten Muhammed. Det har man imidlertid gjort i Europa i århundrede uden at det har vakt anstød i muslimske kredse: Fresken i San Petronio-katedralen i Bologna, hvor Muhammed torteres i helvede, der er en velkendt scene fra Dantes Guddommelige komedie er et eksempel. Så sent som i 2004 udkom bogen ”Der Harem des Propheten” fyldt med tegninger af Muhammed, der fremstilles som børnelokker og tøffelhelt uden at det gav anledning til protester fra den muslimske verden.

Men der er sket et skred. For nylig bad det muslimske samfund i Italien den italienske regering om at fresken i San Petronio-katedralen bliver overdækket. Og afbrændingen af danske flag og ambassader i den muslimske verden i forbindelse med Muhammed-tegningerne er velkendte.

Den velestimerede amerikanske professor Bernard Lewis, der i en menneskealder har beskæftiget sig med islam og Mellemøsten gav for nylig svaret på, hvorfor muslimerne pludselig er blevet så følsomme over for Vestens afbildninger af Muhammed. Årsagen er, siger Lewis, at man i den muslimske verden i stigende omfang opfatter Europa som en del af den muslimske verden.

Med masseindvandringen af muslimer er Europa ved at udvikle sig at fra være en del af dar al-harb – krigens hus, hvor muslimerne kæmper for at få overherredømmet – til at blive en del af dar al-salaam – fredens hus, hvor muslimerne har opnået overherredømmet og dikterer, hvad er der er ret. Når nogen så bryder med denne ret, som Jyllands Posten gjorde det ved, at lade de 12 tegninger af Muhammed trykke, så slås der hårdt ned, for i dar al-salaam gælder islamisk lov.

Venstrefløjen i Danmark, den tidligere britiske udenrigsminister Jack Straw og andre islam-apologeter har ved flere lejligheder nævnt, at Danmark og Jyllands Posten i særdeleshed skal forstå, at vi lever i en globaliseret verden, hvor man skal tage hensyn til, hvordan andre mennesker har det, også flere 1.000 kilometer væk. De har mere end insinueret, at Jyllands Posten skulle have afholdt sig fra at gøre brug af sin ytrings- og trykkefrihed ved at bringe karikaturerne af Muhammed.

Det er imponerende, at de samme mennesker, der har krævet af Jyllands Posten og Danmark, at vi skal vise vort globale sindelag, ikke har forsøgt at belære eksempelvis den iranske præsident Mahmoud Ahmedinejad om det samme. Ahmadinejad har truet Israel med udslettelse. Mon ikke Ahmadinejad har fortjent en belæring om, hvad det vil sige at leve i et globalt samfund. At man skal lære ikke at genere andre mennesker unødigt. Jyllands Posten bragte 12 tegninger af en mand, der levede for 1400 år siden og blev belært – Ahmedinejad lovede at udrydde 6 millioner jøder i Israel og nægtede i øvrigt at 6 millioner andre jøder var blevet udryddet i Nazi-Tyskland men blev ikke belært.

Tillad mig at efterlyse proportionerne…..

Venstrefløjen anført af Mogens Lykketoft, Svend Auken og Holger K. Nielsen har bedt os om at udvise global ansvarlighed – tænke os om en ekstra gang, inden vi taler. Granske vores hukommelse for at se om det vi nu har tænkt os at sige eller gøre skulle være egnet til at såre nogle et eller andet sted på planeten. At blive såret er et af livets vilkår.

Vi holder ikke op med at slagte køer, fordi koen er et helligt dyr for hinduer, og det sårer en troende hindu dybt, hver gang en ko bliver slagtet. Man kan ikke bede hver enkelt dansker om at etablere en global samvittighed, så vedkommende er opmærksom, hver gang han eller hun måtte risikere at betræde en anden religion eller kulturs tabuer.

Jeg skal ikke blande mig i om man i islamiske lande må eller ikke må tegne Muhammed. Men man kan ikke som muslim trække sine egne religiøse bud ned over hovedet på folk med en anden tro. Lige så lidt som jeg som kristen dansker kan kræve af en muslim, at vedkommende skal anerkende, at Jesus er Guds søn lige så lidt kan muslimen kræve af mig, at jeg ikke må tegne Muhammed, der for mig ikke har nogen som helst religiøs status, og alene er en historisk person, som jeg kan tegne lige så vel som jeg kan tegne Kejser Bokassa, Adolf Hitler eller Karl Marx.

En undersøgelse foretaget af Catinét Research viste forleden, at 93 % af de herboende muslimer mente, at Jyllands Posten ikke skulle have trykt Muhammed-tegningerne og 51 % mente, at ytringsfriheden aldrig bør stå højere end hensynet til religiøst funderede regler og traditioner. Det kan være, at disse tal har forbavset nogen. De har ikke forbavset mig.

Hvad der derimod er beklemmende er, at 42 % af den danske befolkning til spørgsmålet om, hvorvidt ytringsfriheden bør stå højere end hensynet til religiøst funderede regler og traditioner svarer, at det kommer an på situationen. Det er et ganske andet signal end det krystalklare, som danskerne i begyndelsen af Muhammed-konflikten sendte, da et overvældende flertal slog fast, at statsministeren ikke skulle undskylde tegningerne, og at det var helt i orden, at tegningerne var blevet bragt.

Efter to måneders intensiv smædekampagne, hvor muslimer og venstrefløj i uskøn forening, har tudet danskerne ørerne fulde om, hvordan man skal og ikke skal gebærde sig i et globalt samfund, vakler danskernes opbakning til ytringsfriheden.

De samme partier, som så sent som den 10. januar 2006 nedstemte Dansk Folkepartis forslag om at sidestille Dannebrog med udenlandske flag, når det handlede om at smæde disse, med den begrundelse, at det var et udtrykt for ytringsfrihed at afbrænde Dannebrog mener ikke, at det er acceptabelt at udnytte ytringsfriheden til at tegne Muhammed. Hvilket hykleri!

Venstrefløjen er blevet bestyrket i deres opfattelse af at ytringsfriheden er et problem af den ECRI-rapport, der udkom for nogle uger siden. Rapporten fastslår, at den danske ytringsfrihed ikke er indskrænket nok og opfordrer til at racismeparagraffen skærpes, at det gøres strafbart at oprette eller være leder af en gruppe, der fremmer racisme, og at Danmark følger en mere offensiv politik hvad angår strafforfølgning af sådanne organisationers medlemmer.

ECRI er en dybt politisk organisation under Europarådet. På ECRIs hjemmeside nævner man eksempler på hvad man omtaler som god praksis i forhold til bekæmpelse af racisme og fremmedhad. Et eksempel er tre svenske avisers offentlige udhængning af såkaldt højreradikale, der blev udstillet med billede, navn og adresse i aviserne Svenska Dagbladet, Aftenposten, Dagens Nyheter og Expressen den 30. november 1999. Et andet eksempel på god praksis er en hetz-kampagne mod det belgiske parti, Vlaams Blok, foranstaltet af flere fagforeninger, som, som det hedder på ECRIs hjemmeside, betød at Vlaams Blok heldigvis ikke fik flertal i det flamske parlament.

Hos ECRI er der altså visse individer og grupper, man gerne må hetze imod nemlig indvandringskritiske partier og personer, hvorimod man skal beskytte muslimers interesser.
I Danmark er ytringsfriheden allerede begrænset tilstrækkeligt. Vi har en paragraf i straffeloven - §266b – der hindrer befolkningen i frit at ytre sig, når ytringerne er egnet til at krænke folk på grund af eksempelvis deres tro eller seksuelle orientering. Vi har en paragraf i straffeloven - §140 – som forbyder blasfemi.

Blasfemiparagraffen var ellers på vej mod afskaffelse for et par år siden. Efter mordet på den hollandske instruktør Theo van Gogh viste Danmarks Radio filmen Submission, der var instrueret af van Gogh og med den hollandske politiker Ayaan Hirsi Ali som manuskriptforfattere. Det førte til at advokaten Laue Traberg Schmidt samlede en flok muslimer, der tilsyneladende kun eksisterede i hans hoved omkring sig – med det formål at anlægge sag mod Danmarks Radio for overtrædelse af blasfemiparagraffen.

Det satte ellers sindene i kog blandt folketingspolitikkerne. Et flertal bestående af alle Folketingets partier på nær regeringen og Det Radikale Venstre var parate til at afskaffe paragraffen. Således sagde Enhedslistens Keld Albrechtsen blandt andet den 13. december 2004 til Kristeligt Dagblad: ”Vi vil gøre det klart, at vi ikke vil trues til at begrænse debatten om fundamentalisme. Ytringsfriheden skal udvides mest muligt. Og lovgivningen beskytter jo i forvejen mennesker og religiøse mindretal mod ringeagtsytringer.” SFs retsordfører Aage Frandsen: ”Vi vil ikke have, at nogle forhåner mennesker. Men at nogle forhåner Gud på en humoristisk måde, skal man kunne finde sig i.” Og selveste Mogens Lykketoft fastslog, at den demokratiske styreform er overordnet alle andre forestillinger af religiøs art, hvorfor Socialdemokraterne støttede en ophævelse.

Det flertal var forsvundet som dug for solen, da forslaget kom til tredjebehandling i Folketinget den 14. juni 2005. Den dag var det alene Dansk Folkeparti der stemte for at afskaffe blasfemiparagraffen. Alle de andre partier var pludselig imod. Årsagerne de var forskellige. Enhedslisten ville fremsætte deres eget forslag. SF kunne ikke lide begrundelsen, og Socialdemokraterne havde vist glemt, at Mogens Lykketoft havde været tilhænger af afskaffelsen og nu frygtede man, at en afskaffelse ville betyde mere hetz mod udlændinge i Danmark.

Så blasfemiparagraffen forblev uændret ligesom racismeparagraffen står uantastet. Begge paragraffer lægger imidlertid bånd på ytringsfriheden. Ytringsfriheden burde i sin essens kun være begrænset derved, hvor der fortælles direkte beviselige usandheder om andre mennesker – injurieparagraffen – og der hvor der som eksempelvis i tilfældet Hizb ut-Tahrir udstedes trusler mod andre menneskers liv og levned – altså den ordinære §266.

Hvordan kan det være, at venstrefløjen kan stille sig ret op og ned accepterer og lovprise Jens Jørgen Thorsens Jesus-film som et fornemt eksempel på ytringsfriheden, medens Muhammed-tegningerne bliver kagstrøgne og at venstrefløjen kan argumentere for, at danske flag må brændes af som et legitimt udtryk for ytringsfrihed, medens EU-flaget og alle andre flag ikke må afbrændes.

Det kan det alene fordi selvhadet har holdt sit indtog i Danmark. Det er blevet moderne – ja ligefrem chikt – at hade sig selv og sit eget ophav. At foragte Danmark, danskheden, de danske værdier og det danske folk.

Sådan har det været i årevis på den anden side af Øresund. Således er Sveriges integrationsminister Mona Sahlin efterhånden blevet herostratisk berømt for sin udtalelse om, at ”Jag tror att det lite är det som gör svenskar så avundsjuka på invandrargrupper. Ni har en kultur, en identitet, en historia, någonting som binder ihop er. Och vad har vi? Vi har midsommar och sådana töntiga saker.”

En svensk kultur findes altså ikke – og massevis af danskere tænker om danskheden som Mona Sahlin tænker om det svenske, således for eksempel skuespilleren Paprika Steen

”Ordet danskhed, det nye begreb, som er blevet indført efter, at Dansk Folkeparti har fået så meget indflydelse, er for mig et af de grimmeste ord, jeg nogensinde har hørt. For det første fordi ordet er uæstetisk og ikke findes - jeg ved ikke engang, om det findes i ordbogen, jeg tror, det er et selvopfundet ord - for det andet fordi, hvad er danskhed? Er det noget, jeg er? I øvrigt så er jeg halvt dansker, min mor var amerikaner, men danskhed må være noget med at se ned på andre, at være ugenerøs og nærig med sine penge, være bange for at nogen kommer og tager noget, som er ens, at der er andre, som også skal have en bid af kagen. Dét er danskhed i mine øjne, det er de mennesker, der går i alt for små sko, de mennesker, som ikke ved, at jo mere man giver, jo mere får man tilbage, et godt gammelt buddhistisk princip, som jeg synes er det eneste, man kan leve ud fra. Men det er som om danskerne er kommet til det sted, hvor mere skal have mere, og vi må hellere sørge for, at det vi har, ikke bliver taget fra os, for lige om lidt kommer alle de uhyggelige muslimer og spiser alle vores børn og alle vores kvinder, og så er der kun mændene tilbage, og de skal bare arbejde, for muslimerne, de er så strenge - sådan er det jo blevet, det er jo hvad det vil sige at være dansker, et lille menneske, som ikke vil give noget som helst fra sig. Jeg synes, danskhed er det grimmeste ord, der overhovedet findes”

Denne svada leverede Paprika Steen – en kvinde der kan takke det danske folk for sin flotte levefod, som ene og alene skyldes, at hun bliver holdt oppe af de statsstøttede film, hun deltager i.

Det er dette selvhad. Denne fantastiske foragt for vores ophav, der er årsagen til, at man kan brænde Dannebrog af men ikke EU-flaget eller det bolivianske flag.

Det er det samme selvhad, der kommer til udtryk, når vi omtaler os selv som frikadelle-danskere, bleghvide eller grisefarvede. Har I nogensinde hørt en araber omtale sig selv som mudderfarvet?

Nej, og hvorfor mon ikke. Fordi arabere er stolte over deres etnicitet, over deres kultur. Vi kan så mene, at de ikke har noget at være stolte af. Men stolte det er de.

Det ligger ikke til danskere at være stolte. Danskhed og stolthed. De to ord klinger bare ikke godt sammen. Det er den danske folkesjæl meget imod, at fremhæve sig selv. Det ligger dybt rodfæstet i den danske sjæl, at være beskeden. Vi ser med skepsis på folk, der fører sig frem, fremturer og praler. Et berømt dansk ordsprog lyder ”tomme tønder buldrer mest”. Grundtvig-digtet ”Langt højere bjerge” indledes med strofen ”vi er ikke skabte til højhed og blæst ved jorden at blive det tjener os bedst”.

Denne beskedenhed og jordbundenhed skal ikke overvindes. Det er en del af vort folks sjæl. Men beskedenheden og jordbundheden skal forsøges overleveret til vore børn og til de fremmede, der på ulyksagelig vis har indtaget vort land. Hvor meget det os derfor end er imod at fremhæve vort lands betragtelige præstationer, må vi gøre det – ikke på en højpandet, arrogant og udansk facon men på en lavmælt, insisterende og bastant måde.

Vi må med fasthed og overbevisning i stemmen gå op imod de cafe latte-drikkende fædrelandsfornægtere, der tilsviner Danmark og danskheden. Lad dem blot være globale og internationale – fred være med det. De skal nok, når tiden er inde, forstå, at deres undsigelse af deres kulturelle ophav, har båret dem intet andet end mismod og fremmedgørelse. Men lad dem ikke uimodsagt få lov til at tilsidesætte danskheden, som det livsvilkår, der i generationer har bundet familier, slægter og folk til dette vort land.

Grundlovsdag er ikke blot en dag, der skal bruges til at lufte en forloren forfatningspatriotisme. Den skal bruges til at vise det danske folks frihedstrang. Viljen til at fortsætte kampen for Danmark. Viljen til at forsvare friheden. Viljen til også at forsvare de rettigheder, såsom ytringsfriheden der er under pres.

Vi benytter dagen i dag til at samles omkring Grundloven men også at slå ring omkring fanen, omkring kongefamilien, omkring historien, omkring de henfarne slægter, omkring dem og det, der har gjort os til det vi er: danskere – bundet til og forpligtet af dette land.

Fortsat god grundlovsdag.