Grundlovstale - Dueodde Badehotel, Nexø

Den 5. juni fejrer vi Danmarks grundlov – Danmarks forfatning. Den 27. september skal den danske befolkning afgøre, hvorvidt Danmarks grundlov fortsat skal være den lov, der udgør fundamentet for enhver anden lovgivning i dette land, eller om Danmarks Riges Grundlov skal udskiftes med ”en forfatning for Europa”. Det kan således blive en skelsættende Grundlovsdag i dag – det kan være sidste gang, at vi rent faktisk fejrer Grundlovsdag den 5. juni. Med et ja den 27. september burde vi egentlig i 2006 fejrer grundlovsdag den 9. maj. For den 9. maj er EU's officielle nationaldag. Den dag, hvor europæerne skal hejse flaget – ikke Dannebrog, Tricoloren og Union Jack – men derimod EU-flaget og fejre Europas forfatning.

Og er det så ikke alt sammen ligegyldigt? Er Europas Forenede Stater ikke bare en uundgåelighed, som man lige så godt kan lade være med at kæmpe imod? Kan vi ikke lige så godt bare acceptere, at den 9. maj er vores nye grundlovsdag?

Ud over at der er en sandsynlighed for, at det vil være væsentligt koldere at fejre grundlovsdag den 9. maj, så er der også tale om en national kapitulation, hvis den danske befolkning den 27. september vælger at sætte kryds ved et ja.

Den 27. september bliver i det hele taget en meget speciel dag. Den danske befolkning får nemlig for første gang nogensinde lejlighed til at stemme om, hvorvidt vi ønsker at forblive en selvstændig stat. Den mulighed havde vi ikke i 1629, da Danmark takket være stormagternes taktiske spil slap frelst ud af vort engagement i Trediveårskrigen. Danmark kunne lige så godt være blevet fjernet fra landkortet, ej heller i 1864, da vi blev løbet over ende af prøjserne, og den mulighed havde bornholmerne heller ikke, da sovjetrussiske tropper besatte øen i 1945 efter 2. verdenskrigs ophør. Men nu har danskerne rent faktisk muligheden for egenhændigt at afgøre om vi ønsker at indgå i en forbundsstat med hovedstad i Bruxelles, med et europæisk overhoved i form af en præsident og med alle de andre karakteristika, der kendetegner en stat.

Og så alligevel ikke, for forrige søndag skete der som bekendt noget, der kan ændre historiens gang på en helt anden måde end et dansk eller et irsk nej har kunnet gøre det. Den franske befolkning gjorde noget som ingen – mindst af alle Jacques Chirac havde forventet da han i sin tid udskrev afstemningen om EU's grundlov. Den franske befolkning sagde ”non”. Og få dage efter fulgte den hollandske befolknings endnu større ”nee”.

Og så var det europæiske parnas i chok.

De fleste kender sikkert sagnet om Atlantis. Sagn-kontinentet, der sank i havet, da beboerne påkaldte sig Guds vrede. Sagnet om Atlantis har fået ny aktualitet at dømme efter udtalelserne fra politiske ledere i Danmark og udlandet oven på Frankrigs nej til EU-forfatningen.

Faktisk venter de danske ja-politikere og deres europæiske fæller tilsyneladende kun på, at Europa gør Atlantis selskab og synker i havet.

Slet så galt går det nok næppe. Europa vil sikkert være synligt på landkortet nogle millioner år endnu.

Ikke desto mindre var afstemningsresultatet i Frankrig epokegørende. Unionens næststørste land forkastede en forfatning, der ville indføre en europæisk forbundsstat. Når man skærer i falbeladerne og bortforklaringerne står en ting krystalklart – det franske folk ønsker ikke, at EU bliver en forbundsstat.

Det burde politikerne tage bestik af i stedet for at finde alle mulige smuthuller for, hvordan processen mod en forbundsstatsliggørelse af EU kan fortsætte uden om det franske og hollandske nej.

Men en sådan beslutning kræver mod, og mod er ikke det man har mest af blandt de europæiske topledere, hvorfor det da også er helt efter bogen, at Tony Blair og Jacques Chirac nu kryber langs væggene for at undgå at være den, der kaster håndklædet i ringen.

I stedet forsøger EU-parnasset med alle midler at finde en vej til at fortsætte processen – og lur mig om ikke det lykkes. Lur mig om man ikke vil finde en vej ud af sølet. En vej, hvor det franske og hollandske folks klare nej negligeres og processen mod en europæiske forbundsstat fortsættes. Hvis det europæiske parnas er kendt for en ting er det nemlig at være stokdøve og argumentresistente på én og samme tid – og det er som bekendt ikke nogen god blanding.

Så vi kan lige så godt fortsætte med at forberede os til en afstemning den 27. september. Skulle det alligevel vise sig, at de europæiske folk har anvendt en megafon, der har været tilstrækkelige stor til at råbe disse stokdøve, argumentresistente eurokrater op, så kan vi jo bare glæde os – men indtil videre må vi forberede os på, at processen med at fratage de europæiske folk deres nationale identitet og selvbestemmelsesret vil fortsætte uantastet.

Det forekommer således ganske surrealistisk inden for en nationalsindets horisont overhovedet at diskutere spørgsmålet om værdien af Danmarks suverænitet. Ikke desto mindre er det dét, som er det centrale spørgsmål i forhold til den forestående folkeafstemning.

Endnu engang må vi høre på, at partierne anført af statsminister Anders Fogh Rasmussen og den socialdemokratiske Gucci-taskesvingende Helle Thorning-Schmidt vil bedyre, at der intet nyt er under solen, og det blot er endnu en traktat i den snart uendelige række af traktater. Hvis de to partilederes argument er, at der intet nyt er under solen, må det undre, at man så fra ja-siden er så forhippede på at få gennemført forfatningen. For kan det ikke i bund og grund være fuldstændig lige meget, hvis forfatningen bare er en sammenskrivning og forsimpling af det gældende regelsæt for EU. En sammenskrivning og forenkling som mest af alt er lavet for, at vi almindelige dødelige kan forstå indholdet.

Og hvis befolkningen så ikke vil have forfatningen – jamen, så er der jo ikke ændret andet end at de allerede gældende traktater fortsætter med at være EU's retsgrundlag – og hvad så, hvis man skal følge Thorning-Schmidts og Fogh Rasmussens argument, for der er jo intet nyt under solen.

Men det er jo heller ikke rigtigt, for var forfatningen ikke så vigtig, som den nu engang er, så ville partierne jo ikke være slet så opsatte på at gennemføre forfatningen med vold og magt.

Forfatningen er tværtimod noget helt nyt i EU-sammenhæng. En forfatning betyder ”et sæt regler for en stats styrelse”. En traktat derimod defineres juridisk som ”en mellemstatslig overenskomst”. Er det så ikke en mærkelig bastard vi har med at gøre, når den tekniske betegnelse for forfatningen er ”Traktat om en forfatning for Europa” eller i statsministerens oversættelse ”en forfatningstraktat”?

Nej for titlen siger faktisk det hele. Der er nemlig tale om en mellemstatlig overenskomst – altså en aftale mellem forskellige lande – som indfører en forfatning – altså et sæt regler for en stats styrelse – for disse lande. Ved at gennemføre forfatningstraktaten står vi altså med en forfatning for Europa – et sæt regler for en stats styrelse – et sæt regler for staten Europa.

Det kan ikke bortforklares. Sådan er det – og derfor er det også en helt ny situation vi står over for den 27. september. I mange år har modstander-partierne råbt ulven kommer og advaret om at EU ville udvikle sig til en egentlig forbundsstat. Men nu har vi det sort på hvidt. Vi får en forfatning – en grundlov – for Europa.

Og hvad står der så i den grundlov. Jo, det er et meget omfattende dokument. Mange gange længere end den danske grundlov – og det er EU-forfatningen, fordi EU-forfatningen ikke alene indeholder de centrale retsgrundsætninger for styringen af staten EU, men også indeholder en politisk opskrift for, hvordan denne stat så skal styres. Hvilke mål EU eksempelvis skal have.

EU skal f.eks. spille en rolle på den internationale scene og kunne gøre USA rangen stridig. Derfor skal EU have et militæragentur, og EU's medlemslande skal forpligtes til at støtte EU's udenrigspolitik aktivt og uforbeholdent, som det fremgår af artikel 294.

EU's mål er også at sikre arbejdskraftens frie bevægelighed på tværs af landegrænserne. Det er derfor, at EU nu med udstationeringsdirektivet forsøger at øge mobiliteten i EU. Eller som kommissionspræsident Barroso har sagt det: ”Det er ligegyldigt om nogle arbejdspladser flytter ud fra de gamle EU-lande, så længe de samme arbejdspladser bliver vunder i Østeuropa. Det væsentlige er det samlede resultat”. Og det er så igen baggrunden for, at amerikanske økonomer har peget på, at vesteuropæiske arbejdere må vende sig til væsentligt lavere lønninger i fremtiden – sådan en 50-60 kr. vil kunne gøre danske håndværker konkurrencedygtige over for østarbejderne.

EU handler altså om at presse danske lønmodtagere til at gå ned i løn. EU handler om at forbedre konkurrencedygtigheden globalt set uden mindste hensyntagen til de enkelte europæiske landes vel. Det er helheden det gælder – og helheden er EU – ikke Frankrig, ikke Tyskland og da slet ikke lille Danmark men helheden.

Og den helhed skal så skabes. Det er derfor, at vi skal til at være én nation. Og til en nation hører en række karakteristika. I Danmark fejrer vi grundlovsdag, vi afsynger – ikke uden en vis stolthed – vores nationalhymne ”Der er et yndigt land”, vi glæder os med vores kongefamilie, når de bliver gift og får børn, og vi betaler med kroner, når vi handler hos den lokale købmand.

I EU skal vi fejre vores nationaldag den 9. maj, vi skal lytte til Ode an die Freude – i stedet for at afsynge ”Der er et yndigt land”. Vi skal glæde os med Joschka Fischer, når hans familie opleve familieforøgelse og vi skal betale med euro, når vi går ned til købmanden – og så skal vi i øvrigt også efter fransk inspiration udstyres med et valgsprog ”Forenet i fællesskab”, som det hedder.

Udstyret med alle disse ydre karakteristika er vi danskere, hollændere, østrigere, cyprioter osv. parate til i samlet trop at marchere frem mod horisonten, frem mod fremtiden – og skabelsen af det europæiske folk, hvor ligegyldighed som oprindelse, historie, religion og kultur må vige for forbedret konkurrencedygtighed, produktivitet, multikulturalisme og skabelsen af det nye tusindårsrige.

Og derfor skal vi da også byde Tyrkiet inden for i varmen. Hvorfor dog ikke? Der er jo næsten 80 millioner potentielle arbejdstagere, der kan udføre de nødvendige jobs til en uhørt lav pris. Så kan østeuropæerne godt pakke sammen, for tyrkiske arbejdere – de skal ikke engang have 40,- kr. i timen for at renovere et hus – og en tur-retur for Istanbul kan klares for 1.000 kr. med SAS Snowflake. Og så kan de i øvrigt få lov til at bo i et papskur, medens de er heroppe. Se sådanne forhold kan danskere arbejdstagere, da slet ikke konkurrere med. Men det er jo også fuldstændig uden betydning, for det er jo det fælles bedste, det handler om. Ti arbejdsplads vundet i EU er bedre end 9 tabte i Danmark. Og hvem kan så sige nej til 80 millioner underbetalte tyrkere.

Alt det der med kultur og religion og historie – det er jo i virkeligheden bedøvende ligegyldigt. Det har EU-pingerne besluttet – og når EU-pingerne træffer en sådan beslutning, så er det sådan det er.

Men virkeligheden ser anderledes ud set fra de anatolske højsletter. Her er man skam ikke til sinds sådan bare at glemme Allah, ignorere sit ophav og kaste sig frådende over vores fordærvede kultur, som Hizb ut-Tahrir-talsmanden Fadi Abdel Latif døbte den 15. maj. Hvad enten man bryder sig om det eller ej, har vi her at gøre med et folk, som ikke er defaitistisk, som ikke ønsker at underkaste sig dekreter fra EU – i hvert fald ikke når de først er kommet inden for døren. For – og det ved vi jo godt alle sammen – for muslimer gælder kun én lov – Koranens lov – og det kan et eller andet råd i Bruxelles eller et parlament i Strassbourg ikke ændre på.

Men den forestillingsverden eksisterer ikke for EU's ledere. De kender den ikke. Det, de ser til Tyrkiet er deres flotte hoteller, de slibrige men belevne tyrkiske ledere og så måske en gang imellem strandene ved Marmaris – men Anatolien og Konya-provinsen er fuldstændig uden for en Eurokrats tankeverden. De eksisterer ikke – Anatolien og Konya-provinsen kunne lige så godt være Timbuktu for alt hvad eurokraterne ved.

Derfor – derfor – er EU's ledere så opsatte på at få Tyrkiet med i unionen. Men det har jo som bekendt slet ikke noget med forfatningen at gøre.

Men vist har det så. Tyrkiet har skam været med til at skrive forfatningen. De havde skam repræsentanter i det EU-konvent, der skrev det første udkast til forfatningen. Tyrkiets repræsentanter har underskrevet forfatningen. Der er skam taget forskud på løjerne. Det er f.eks. derfor, at der ikke står et ord om kristendommen i forfatningen, for Tyrkiet kan da naturligvis ikke tilslutte sig et fællesskab, der hviler på kristendommen.

Forfatningen giver mere magt til EU's store lande. Når Tyrkiet bliver optaget i EU om 10 til 15 år vil Tyrkiet være EUs største land og dermed berettiget til 96 pladser ud af 750 i Europa-parlamentet. Det er en temmelig betydningsfuld position, man giver til et land der med rette før 1. verdenskrig gik under betegnelsen Europas syge mand. Nu er Tyrkiet imidlertid sygt af en anden grund end tilfældet var dengang. Tyrkiet er sygt, fordi Allahs skygge trækker længere og længere ind over landet. AKP-partiet, der regerer Tyrkiet i dag og har absolut flertal i parlament, er et islamisk parti. Et parti, hvis leder – Tyrkiets premierminister Recep Tayyip Erdogan er dømt for at opfordre til religiøs uro med sine udtalelser om, at moskéerne er vore kaserner. Tyrkiet er på vej til at degenerere til et fundamentalistisk islamisk samfund, hvor Kemal Atatürks sekulære arv snart kun vil være en saga blott. Men undre mig vild et ikke, hvis det først sker i det øjeblikket Tyrkiet er kommet inden for i varmen og står på EU's bonede gulve som fuldgyldigt medlem af EU.

Tyrkiets optagelse i EU kan imidlertid endnu forhindres. Opskriften er enkel. Forfatningen skal forkastes. Gennem at forkaste forfatningen, forkaster vi grundlaget for Tyrkiets optagelse. Vi sender et umisforståeligt signal til EU-eliten om, at vi ikke ønsker, at EU's største medlemsland skal være muslimsk. Selv om jeg ikke tiltror EU's ledere store evner, når det handler om at lytte, så forestiller jeg mig dog, at de vanskeligt kan overhøre et sådant signal.

Med et nej til forfatningen ikke alene i Frankrig og Holland og Danmark men også i Polen, i Tjekkiet og i Storbritannien vil Tyrkiet aldrig blive optaget, og forestillingen om en europæisk forbundsstat vil lide skibbrud.

Hvis så mange nej’er bliver en realitet kan processen hen mod en europæisk føderation ikke fortsætte – og det er langt fra usandsynligt, at det sker. De første nagler er sat i Forbundsstatens kiste med Frankrigs og Hollands dristige nej. Nej-flertallet er massivt i Storbritannien, hvor 2/3 af befolkningen vil forkaste forfatningen. I Tjekkiet tyder alt også på et nej – og indtil franskmændene besluttede sig for et nej, var polakkerne også imod – så vente stemningen paradoksalt nok og polakkerne har nu et ja-flertal. Men sandsynligheden for flere nej’er er bestemt til stede.

Hvad så, hvis det bliver et nej, bliver vi EU-skeptikere ofte spurgt. Hvad vil vi så? Vil vi ikke bare melde os ud af EU og bygge en mur omkring Danmark. Selvom det undertiden kunne virke fristende, tror jeg, at vi som EU-skeptikere må spille offensivt ud i relation til, hvordan et nej skal fortolkes.

Hvis vi ikke gør det, er det andre end os selv, der kommer til at fortolke nej’et. Og de andre vil være dem, der har sagt ja. Jeg tiltror ikke mig selv specielt store evner i forhold til at udlægge, hvad der har fået en SF’er til at stemme ja til forfatningen. Derfor vil jeg heller ikke lade SF, Socialdemokraterne, De Radikale, Venstre, Konservative eller nogen som helst andre fortolke mit og Dansk Folkepartis nej.

Det bliver sagt, at med et nej til forfatningen, er det Nice-traktaten det gælder – og det er også rigtigt; men lad os dog gribe chancen og foreslå nogle gennemgribende reformer af EU, nu når chancen er der.

Nej’et i Frankrig åbner for, at udviklingen i EU kan drejes i en helt ny retning. I stedet for konstant at overføre mere magt til EU, bør EU koncentrere sig om handels- og miljøområdet – og måske ganske, ganske få andre områder, hvor det giver mening at samarbejde på europæisk plan. Hvis en ny grundlæggende reform af hele EU-systemet skal på dagsordnen, må opgaverne hedde mere demokrati, mere gennemsigtighed, større borgernærhed, mindre fup og svindel og færre opgaver.

Man kunne f.eks. forestille sig som en del af slankningen af EU’s opgaver, at Kommissionen nedlægges og beføjelserne til at stille forslag i EU-regi overdrages til medlemsstaternes parlamenter. Ligeledes kunne man forestille sig, at EU opgiver nogle af de mange opgaver, der splitter befolkningerne i Europa i stedet for at samle dem – f.eks. den fælles asyl- og indvandringspolitik, indgrebene i de nationale arbejdsmarkeder, det udenrigspolitiske samarbejde og forsvarsunionen, og endelig bør EU-lederne drage den konklusion, at fremtidige udvidelser bør sendes ud til folkeafstemning i alle medlemslande, så Europas folk kan sikre sig mod optagelsen af uønskede lande i fællesskabet.

En sådan lære af Frankrigs nej ville være langt mere perspektivrig end de endeløse tirader om Europas forarmelse og fallit. Europa synker ikke i havet som Atlantis; men hvis det franske nej ikke angribes offensivt vil EU heller ikke i fremtiden kunne vinde opbakning blandt medlemsstaternes befolkninger.

Så vil vi stadig stå i vadestedet med en politisk elite som ikke opgiver projekt Forbundsstat Europa. Projektet bliver allerhøjest udskudt – ikke aflyst. Derfor skal vi finde en måde offensivt at angribe problemet på, så vi efter et nej finder fælles fodslag modstanderne imellem om at pege på i hvilken retning EU skal bevæge sig.

Når – eller hvis – folkeafstemningen den 27. september kommer, står der således meget på spil. Vi kan ikke læne os op af franskmændenes og hollændernes nej. Vi må tage et selvstændigt ansvar for Danmarks skæbne i Europa.

Det er det vi skal ud at kæmpe for i Dansk Folkeparti de kommende måneder. God vind til alle.