Grundlovstale - Maglesø Traktørsted

Søndag den 13. juni er der Europaparlamentsvalg i Danmark. Det er første gang vi afholder et valg på en søndag. Det sker i erkendelse af, at den danske befolkning ikke har vist Europaparlamentsvalget megen interesse i de senere år.

Jeg tror nu ikke det kommer til at ændre sig væsentligt, fordi valget bliver afviklet om søndagen. EU er nu en gang for de fleste danskere en meget vanskelig størrelse at håndtere, og hvad Europaparlamentet sådan helt præcist har indflydelse på ved kun de færreste.

Mange mennesker kan huske noget med et Mickey Mouse parlament og en dansk fødevarekommissær, der kom i gevaldig unåde, da hun sagde, at europaparlamentet ikke var et rigtigt parlament. Da Margaret Thatcher og Ritt Bjerregaard udtalte disse vise ord, var der mere end et gran af sandhed i dem. Den gang havde Europaparlamentet ingen – eller kun meget begrænset – magt. I dag er det – hvad enten man vil det eller ej – anderledes.

Europaparlamentet har stor indflydelse på danskernes dagligdag. Det er Europaparlamentet, der beslutter, hvilke tilsætningsstoffer, industrien må proppe i maden, om der må være medicinrester i europæiske kødprodukter, hvorvidt slagtekvæg skal transporteres til nærmeste slagteri eller ej osv. Osv.

Jeg kunne godt ønske mig, at afstemningerne om disse ting var faldet anderledes ud, end tilfældet har været i parlamentet. Men det faktum, at et forslag om at sænke transporttiden for slagtekvæg blev afvist i parlamentet, at parlamentet kontinuerligt har været med til at tillade stadig flere tilsætningsstoffer i vore fødevarer og en række andre uhyrligheder illustrerer jo på en uhyggelig aktuel facon, hvorfor den danske fødevare- og dyrevelfærdspolitik ikke kan overlades til EU.

Lobbygrupper er der mange af i parlamentet. Det er for så vidt også fair nok. Hvad der er mindre behageligt at tænke over, er, at lobbygrupperne rent faktisk har betydelig indflydelse på, hvordan europaparlamentarikerne stemmer i parlamentet.

Tilsyneladende sker der det, når flere af europaparlamentarikerne bliver valgt, at de glemmer alt om den hjemlige politiske debat, og de ønsker som den danske befolkning har til, hvordan samfundet skal indrettes.

Jeg ved ikke om det er det, der er årsagen til, at Christian Rovsing – den konservative europaparlamentariker – er blevet storindustriens mand i Bruxelles. I hvert fald ønsker Christian Rovsing både genmodificerede produkter på hylderne, ligesom han vil have transporttiden for slagtekvæg sat i vejret, og han har heller ikke noget imod, at de europæiske forbrugere skal sætte tænderne i gode saftige hormonbøffer fra USA.

Der bliver talt meget om den store forskel på Margrethe Auken og Pernille Frahm – nr. 1 og 2 på listen hos SF. At dømme efter Christian Rovsings stemmeafgivelse i Europaparlamentet og det som Gitte Seeberg angiveligt går til valg på, er de to konservative spidskandidater lige så forskellige som Auken og Frahm.

En af de opmuntrende ting, der er sket i denne valgkamp, er, at danske europaparlamentarikere er blevet konfronteret med deres stemmeafgivning i parlamentet. Det er ikke sket før. Sådan som jeg husker valgkampen i 1999, hvor jeg også var kandidat, var det nærmest som om Danmark skulle vælge europaparlamentarikere for første gang. Sådan er det ikke i år, og det er glædeligt.

Debatten om Europapolitikken herhjemme har altid drejet sig om ja eller nej til EU. Det er også en rimelig og fornuftig debat at føre i hverdagen, når vi skal til afstemninger om nye traktater osv. Men det er faktisk ikke en helt rimelig debat at føre, når det gælder Europaparlamentsvalget – og hvorfor er det så ikke det?

Jo, vi stemmer faktisk ikke om, hvorvidt vi skal være medlem af EU eller ej. Vi vælger imellem en masse politiske partier, som har forskellige dagsorden, der skal fremmes i Europaparlamentet – og så vælger vi også imellem to modstanderbevægelse, som ikke har en sådan dagsorden.

Jeg hører ikke til de folk, der vil gå på listefødder over for bevægelserne i denne valgkamp. Man kan lige så godt være ærlige om bevægelserne. Folkebevægelsen mod EU er for 9 af kandidaternes vedkommende medlemmer af enten Enhedslisten, Kommunistisk Parti i Danmark eller DKP-ML. Folkebevægelsen er et skalkeskjul, der sikrer Enhedslisten ved Ole Krarup et mandat i Europaparlamentet, som listen ikke ville få, hvis den ikke stillede op under et andet navn.

Junibevægelsen er derimod tværpolitisk; men Junibevægelsen har til gengæld ikke nogen politik. Den tæller folk fra Charlotte Walkusch, der er medlem af Socialistisk Ungdoms Front til Sonia Dahlgaard, der er tidligere redaktør i partiet Venstre. Jeg har meget svært ved at se, hvordan en Venstrekvinde og en autonom kan finde fælles fodslag i en parlamentsgruppe.

Hvis man vil have ført en EU-skeptisk politik i Europa-parlamentet, så er der reelt kun et valg, og det er Dansk Folkeparti. Stemmer man på listerne, så kan man få alt fra Pernille Rosenkrantz-Theil junior til Lars Løkke Rasmussen in spe.

Det er faktisk ikke så svært at gå til europaparlamentsvalg, som nogen under tiden vil gøre det til. På hvilket grundlag, skal vi dog beslutte, hvem vi skal stemme på? Man skal selvfølgelig stemme på et parti, hvis holdninger ligner ens egne. Dansk Folkepartis politik i Danmark er også den politik vi fører i Europaparlamentet, dog med det lille aber dabei, at vi selvfølgelig helst så, at hovedparten af de anliggender, som Europaparlamentet tager stilling til, alene blev besluttet af det danske Folketing.

Men det ville da være tosset at sige nej til at få gennemført Dansk Folkepartis politik i parlamentet, når vi nu en gang sidder der.

Nu sagde jeg, at man bare skulle kigge på partiernes nationale programmer og så træffe sin beslutning derudfra. Så enkelt er det selvfølgelig ikke helt.

For mig at se har to emner overskygget alt andet ved dette valg. Det er optagelsen af Tyrkiet i EU og den europæiske forfatning.

Lad mig sige det så klart, som det kan siges: Tyrkiet skal aldrig være medlem af EU. Tyrkiets indbyggere er for 99% vedkommende muslimer. 19/20 af Tyrkiets landareal ligger på det asiatiske kontinent. 1/20 i Europa.

Dansk Folkeparti er alene med vores nej til Tyrkiet. Forhenværende statsminister, Poul Nyrup Rasmussen, har forsøgt at bilde vælgerne noget andet ind. Men Poul Nyrup Rasmussen var selv med til i 1999 at give Tyrkiet status som ansøgerland. Havde Poul Nyrup Rasmussen ikke ønsket Tyrkiet med i EU kunne han have sagt fra den gang. Det gjorde han ikke. Det han gør nu kaldes opportunisme og populisme og det er vælgerbedrag af højeste karat.

I Tyskland arbejder Gerhard Schrøder og Joschka Fischer intensivt for at få sat en dato for optagelsesforhandlingernes begyndelse til oktober. Den dato kommer – det er stensikkert, og den kommer desuagtet, at Tyrkiet på en lang række områder mildt sagt er en fremmed fugl i det europæiske samarbejde.

Tyrkerne er et reaktionært, dogmatisk, tilbagestående og fundamentalistisk folkefærd, hvis eneste bevæggrund for at ønske optagelse i EU, er ønsket om at forlade Tyrkiet og fortsætte koloniseringen af Europa i form af kontinuerlig indvandring og børneavl, sådan som unionens regler om arbejdskraftens fri bevægelighed vil tillade dem det. Tyrkerne har forkastet den eneste fremsynede tyrkiske politiker Kemal Atatyrks tankegods.

Kemal Atatyrk sagde – og han havde så evigt ret: ”der findes kun en civilisation og det er den europæiske. ”Det er forstemmende, at den islamiske verden har smidt visionære politikere som Atatyrk, shah Mohammed Reza Pahlavi af Iran og den pakistanske militærleder Pervez Musharraf på historiens mødding.

Tyrkerne afviser i dag civilisationen – de ønsker det islamiske barbari, hvilket tyrkernes massive opbakning bag AKP-partiet har illustreret.

Der er noget teatralsk over, at EU har intensiveret kontakten med Tyrkiet på et tidspunkt, hvor den tyrkiske stats sekulære opbygning er i færd med at forvitre. AKP-partiet er udsprunget af Fazilet og Refah Partisi. Begge partier blev ledet af den islamiske fundamentalist Necmettin Erbakhan. Begge partier blev opløst af den tyrkiske forfatningsdomstol, fordi de efter sigende truede den tyrkiske stats verdslighed. Refah partisi klagede efterfølgende til den europæiske menneskerettighedsdomstol, der fandt, at Refah partisi ikke kunne påberåbe sig den europæiske menneskerettighedserklæring, når partiets grundlag – shariaretten - var i åbenlys modstrid med dette.

Processen mod AKP-partiet var indledt, men premierminister Bylent Ecevits regering kom i mindretal, før forfatningsdomstolen nåede at skride ind over for partiet. Den nuværende premierminister, forhenværende borgmester i Istanbul, Recep Tayyip Erdogan har en dom for at opfordre til religiøs vold. En dom der afholdt ham fra at kunne indtage premierministerposten i Tyrkiet umiddelbart efter AKPs valgsejr. Men så lavede man da bare loven om, så den islamiske fundamentalist Erdogan kunne overtage roret.

Havde det ikke været for det tyrkiske militær, ville Tyrkiet i dag være et fundamentalistisk etparti-styre. Senest resulterede militærets modstand i, at et AKP-forslag om at lade koranskoler bliver indgangsdør til universiteterne, blev taget af bordet. Det forslag var blevet gennemført, havde militæret ikke udøvet sin indflydelse, og de tyrkiske universiteter var blevet omdannet til religiøse læreanstalter, sådan som vi kender det alt for godt fra de andre islamiske lande.

Der er nogle mennesker, der tror, at tyrkerne vil blive ledt bort fra fundamentalismens vej, hvis Tyrkiet bliver medlem af EU. Det er de samme mennesker, der tror, at Osama Bin Laden og kumpaner nok skal blive en flok skikkelige fyre, hvis bare vi propper u-landsbistand ned i halsen på de arabiske lande. Vi skal med andre ord belønne tyrkerne for deres opbakning til et fundamentalistisk parti, der ønsker sharia-lovgivning som grundlag for tyrkisk ret, og vi skal belønne de arabiske lande for deres befolkningers jubelscener efter 11. september. Det er ikke alene naivt, det er skamfuldt og generationer efter os, vil dømme os efter det.

Udvidelsen af EU med de ti nye øst- og sydeuropæiske lande tegner til at blive en dyr forretning for Danmark. Ikke alene bliver Danmark nu nettobidragyder til unionen, Danmark kommer også til at betale prisen i form af nedsat landbrugsstøtte og tab af arbejdspladser. Regeringen har sammen med Socialdemokraterne afvist at beskytte den danske arbejder. Regeringen og Socialdemokratiet har afvist at benytte sig af muligheden for en syv-årig overgangsordning.

Resultat heraf ser vi nu. Et hollandsk firma, Job-Server, har sat sig for at finde beskæftigelse til østarbejdere i Danmark. Firmaet forudser inden for en årrække, at finde beskæftigelse til et fir-femcifret antal østeuropæiske arbejdere.

Seks polske arbejdere på Gråbrødre Torv i København har tiltrukket sig opmærksomhed derved, at polakkerne, der er ansat på overenskomst med den kristelige fagbevægelse underbetales med en 20-25% i forhold til dansk arbejdskraft. De polske arbejdere får til gengæld kost og logi. Logiet består i, at de i soveposer kan få lov til at overnatte i de bygninger, de er ved at overføre. Hvad kosten består i skal jeg lade være usagt.

Et danskejet firma i Polen tilbyder opførslen af køkkener til halv pris med polsk arbejdskraft og det såkaldte udstationeringsdirektiv truer med fuldstændig at udmanøvrere de beskedne tiltag, som regeringen og Socialdemokratiet har truffet for at imødegå vandrende arbejdstagere fra øst. Udstationeringsdirektivet medfører, at et østeuropæisk firma kan tilbyde faguddannet arbejdskraft til halv pris af, hvad dansk arbejdskraft koster.

Østudvidelsen var ikke slet så lykkelig, som skåltalerne den 1.maj ellers indikerede.

Samtidig med at optagelsesforhandlingerne med Tyrkiet skal til at tage sin begyndelse, strammer den europæiske union grebet om de europæiske folk. Den Europæiske Union, som tilhængerne hævder har været garant for freden og sikkerheden i Europa siden 1945. I morgen er det 60 år siden, at engelske, amerikanske og franske tropper ofrede deres liv for vores skyld. Det er disse troppers skyld, at vi har haft et fredeligt og stabilt Europa siden 1945 – ikke en flok EU-pinger med deres højtflyvende drømme om at lave en europæisk stat, der øver vold på historien ved at negligere de europæiske nationalstaters helt afgørende betydning.

I dagene efter den 13. juni vedtages en forfatning for Europa. Det er noget nyt, vi her har med at gøre.

EU-konventets formand Valery Giscard d’Estaing har sagt det på så udmærket vis: ”Årsagen til at forfatningstraktaten hedder en forfatningstraktat, er, at der er tale om en traktat, der indfører en forfatning for Europa.” Og hvad betyder så disse juridiske termer på menneskesprog: Jo, en traktat er en mellemstatslig aftale indgået mellem suveræne stater, medens en forfatning er defineret som ”et sæt regler for en stats styrelse”. Med disse klarificeringer står det nu helt klart, hvad d’Estaing talte om: Årsagen til at forfatningstraktaten hedder en forfatningstraktat, er at der er tale om en mellemstatslig aftale, der indfører et sæt regler for en stats styrelse”. EU går fra at være en af union af nationalstater til selv at være en stat.

Det ultimative bevis herpå, er, at forfatningen er så snedigt konstrueret, at den åbner mulighed for, at Det Europæiske Råd af egen drift og uden at spørge de nationale parlamenter eller befolkningerne til råds kan ændre i forfatningen.

Den europæiske forbundsstat har sit eget flag med stjerner på blå baggrund, sin egen nationalhymne ”Ode an die Freude”, sin egen valuta ”euroen” sin egen nationaldag ”europadagen den 9. maj” og med forfatningen har unionen skam også fået sit eget valgsprog ”forenet i forskellighed”. Hvor klægt og bedragerisk det lyder sammenlignet med vores dronnings enkle men smukke ”Guds hjælp, folkets kærlighed, Danmarks styrke”.

Som Danmark har vores dronning, således beriges den Europæiske Union af et overhoved, der skal tegne unionen udadtil. EU får en fast præsident. Spekulationerne om hvem det skal være er allerede gået i gang. Noget tyder på at det kunne blive en Jacques Chirac, en Guy Verhofstadt eller måske en Gøran Persson, hvis det skal være en socialist. En bedragerimistænkt, en liberal, der forbyder politiske partier, som han er uenig med eller en svensk betonsocialdemokrat, der skoser danskerne for vores rimelige og retfærdige udlændingepolitik. Sikke et valg – sikke et overhoved.

EU beriges også med en fælles udenrigsminister, som skal mødes med den amerikanske ditto og tale Europas sag. Det bliver ikke en let opgave, for udenrigsministeren er afhængig af, at alle europæiske lande slutter op, ellers har unionen ikke en fælles udenrigspolitik. Det skal nok blive morsomt for den udvalgte. Her har Josckha Fischer været i spil. En forhenværende 68’er, der blandt andet har bidraget til tysk historie med at slå en politibetjent til lirekassemand for rullende kameraer.

Det bliver da bare bedre og bedre.

Hvis Danmark eller et andet land skulle risikere at komme på kant med unionens værdier, så kan vores rettigheder i EU- retten til at stemme i Ministerrådet, udpege en kommissær – hvis vi da overhovedet får lov til det – også blive os frataget. De europæiske regeringschefer har åbenbart ment, at Østrig-sagen var så stor en succes, at den boykotmulighed måtte man da absolut have skrevet ind i forfatningen.

Hvad er det så for nogle værdier vi skal overholde for at undgå EU’s pisk. Jo vi skal skam udvise respekt for den menneskelige værdighed, frihed, demokrati, ligestilling og retsstaten og respekt for menneskerettighederne. Derudover skal medlemsstaterne være præget af pluralisme, tolerance, retfærdighed, solidaritet og ikke-forskelsbehandling. Mon vores tolerante flygtningepolitik er tolerant nok efter Guy Verhofstadts opfattelse. Den belgiske premierminister, der netop har sørget for, at Belgiens fjerdestørste politiske parti, Vlaams Blok, er blevet kendt ulovligt, fordi partiets politik er, at indvandrere, der kommer til Belgien skal assimilere sig – altså blive belgiere – eller tage hjem.

Er det en mand, man kan sætte til at vogte EU-landenes overholdelse af menneskerettighederne. Og hvad skal man i det hele taget mene om en union, der inviterer Gaddafi på officielt statsbesøg, ligesom massemorderen Hu Jinbao – den kinesiske præsident – er velkommen, medens den demokratisk valgte leder af Taiwan Chen Shui-Bian ikke er det og man rynker på næsen af den amerikanske præsident George Bush.

Er det den union, der bryster sig af at være frihedsrettighedernes vogter? Der udviser respekt for demokrati og retsstat, pluralisme og retfærdighed……?

Nå men ikke nok med det. Danmark kan heller ikke, hvis forfatningen virkeliggøres træde ud af EU. Det kræver Ministerrådets godkendelse, og betingelserne for udtrædelse, de bliver os dikteret af EU. Vi kan ikke en gang selv få lov til at forhandle med EU herom.

Og kræver vi så vores ret til at træde ud af samarbejdet i henhold til vores danske Grundlov – ja, så får vi at vide, at den danske grundlov, den er skam undergivet den europæiske, for princippet om EU-rettens forrang frem for national ret bliver skam forfatningsfæstet – og den gælder i alle anliggender, også i forhold til medlemsstaternes respektive grundlove.

Forfatningen er et skandaløst dokument. Det er et dokument, der tager afsæt i den græske filosof Thukydids ord ”den statsform, vi har, kaldes demokrati, fordi styret ikke er samlet hos nogle få, men hos flertallet”. Det er påfaldende, at de stater, der har haft behov for at meddele omverdnen, at de er demokratiske som oftest har været alt andet end demokratiske. Deutsche Demokratische Republik, Demokratisk Republik Congo, Den demokratiske Republik Korea.

EU skal være et samarbejde mellem selvstændige og suveræne nationalstater. Et samarbejde om praktiske ting centreret om handels- og miljøspørgsmål. EU skal ikke være en stat. Europaparlamentsvalget den 13. juni skulle gerne sende det signal til EU-pingerne, at de europæiske befolkninger ikke vil acceptere at lade sig deres fremtid diktere af EU.

Der er ikke behov for at de forblommede internationalistiske kredse styrkes. Ideen om et verdensomspændende demokrati, som modstanderne på venstrefløjen, forfægter som et alternativ til den europæiske union er intet andet end et blålys. Skulle det frie danske folk lade sig underkaste diktater fra et flertal af verdens lande, der er diktaturer uden demokratisk legitimitet? Hvad er det demokratiske i det om jeg må spørge?

Der findes intet alternativ til nationalstaterne. Nationalstaterne er bærerne af den demokratiske legitimitet. Vores fremtid skal bygges på den danske nationalstats fundament med badunerne hamret godt og grundigt ned i den danske muldjord. Europæerne skal ikke være ens. Europæerne vil ikke være ens. Derfor håber jeg, at meningsmålingerne holder stik og giver de nationaltsindede EU-modstandere et bragende godt valg den 13.juni – ikke mindst Dansk Folkeparti, så vores stemme kan blive hørt dobbelthøjt i Europaparlamentet.

God grundlovsdag.