Jubilæumsårsmødetale - Dansk Folkeparti

Kære delegerede, kære gæster

Tøger Seidenfaden, Politikens chefredaktør, den 7. oktober 1995. ”Ikke meget har ændret sig selv om Pia Kjærsgaard og hendes fæller nu går ud i det klamme efterår og prøver at få sat fut i et Dansk Folkeparti.

Det ligner et dødsdømt projekt.”

Af et dødsdømt projekt at være synes jeg nu nok, at det er ret oplivende at se på 24 folketingsmedlemmer, 1 Europa-parlamentariker og 700 delegerede her i dag….

20.347 fik asyl i Danmark i 1995. 1.045 fik asyl i 2004

Hvis skyld er det?

Jo, det er såmænd det der dødsdømte projekt, der har været på spil igen….

Med 1.045 asylmeddelelser sidste år har Dansk Folkeparti da ikke nået sit mål? Jo, for så vidt at målet kunne reduceres til at nedbringe antallet af indvandrere i Danmark er vi da nået langt; men når det handler om at vinde den kulturkamp, som har raset i Danmark de sidste fire år, så er vi end ikke nær målet endnu, og når det handler om, at få de indvandrere, som Danmark har modtaget igennem de sidste 30 år til at fungere i vort samfund, så er vi knap begyndt. Og når det drejer sig om at forsvare den danske velfærdsstat mod liberalistiske hulemænd i Det Konservative Folkeparti og deres uerklærede venner hos Det Radikale Venstre, der vil afmontere velfærdsstaten i stedet for at udbygge og forbedre den, så er kampen også først lige begyndt.

Men Dansk Folkepartis største mission i det kommende tiår, bliver efter min mening en helt anden – nemlig at bringe stoltheden over vor nationale arv, vor kultur tilbage, så de indvandrere, der er kommet til Danmark, over de sidste 30 år vil tage imod den og blive en del af den.

I de sidste ti-tyve år er der blevet talt meget en historieløs generation. En generation af unge og efterhånden lidt ældre, som dårligt kan placere Christian den fjerdes regeringstid fra 1588-1648, hvis viden om de dansk-tyske krige begrænser sig til noget med en mølle i Sønderjylland og hvor navnet I. C. Christensen blot fremkalder et spørgende udtryk.

Der har været tale om et regulært forsøg på at afskaffe vor nationale kulturarv, fjerne danskhedens forudsætninger og efterlade unge mennesker som måbende gæs parat til at lade sig fodre med videnselitens multikulturelle øregas.

I vort broderland er det gået endnu værre end i Danmark. Her må man ikke møde op i skolen iført t-shirts med det svenske flag. Gør man det alligevel bliver man sendt hjem for at skifte.

Set i det lys er det vel ikke så underligt, at en svensk etnolog ved navn Maria Bäckman har kortlagt et besynderligt fænomen blandt unge svenske teenage-piger. De svenske piger fornægter deres egen nationale identitet og forsøger i stedet med lys og lygte at finde den mindste flig af ikke-svensk etnicitet i deres slægt, så de kan iscenesætte sig selv som ”etniske”, for det er mere smart og trendy at være etnisk end at være svensk.

Hvis vi ikke passer meget på får den form for selvfornægtelse også grobund i det danske samfund. Jeg oplever tendensen oftere og oftere. Danske drenge begynder at se op til muslimske knægte og opfatte dem som seje, klæder sig som indvandrerne gør, taler med brokker af arabiske eller tyrkiske gloser og tilegner sig i det hele taget en uklædelig ghetto-mentalitet, der ret beset forekommer temmelig latterlig.

Og er det i øvrigt så mærkeligt, når man laver statsfinansierede danske børnefilm, der under overskriften ”alle seje mennesker er muslimer” lader en ung dansk dreng konvertere til islam under kyndig vejledning af en imam, der fremstilles som en krydsning mellem Julemanden og den glade bedstefar fra Werthers Echte-reklamen.

Problemet er sådan set såre enkelt: Man må godt være stolt af at være pakistaner og muslim, men man må ikke udtrykke samme stolthed over at være dansk og kristen. Og så undrer vi os samtidig over hvorfor integrationen af de fremmede ikke er lykkedes.

Forudsætningen for, at vi kan få indvandrerne til at tro, at der er grund til at tage del i danskernes fællesskab – og blive danske – er at vi selv er stolte af Danmark og danskheden. Og der er så rigeligt at være stolte af. Vi behøver ikke engang slå op i de historiebøger, som har samlet støv på skolebiblioteker rundt omkring i landet. Vi kan bare kigge os omkring. Se på det samfund vi har bygget op. Danskerne er et af de folk i verden, der er mest tilfreds med tilværelsen. Vi har en økonomi i verdensklasse. I år kan vi endog fejrer verdens største eventyrdigters fødselsdag – og han er dansker!

Hvis integrationen af udlændinge i Danmark nogensinde skal lykkes gælder det om, at vi selv som danskere står stålhårdt på vores egen kultur, vort eget sprog og vore egne traditioner! Vi skal turde sige fra over for krav fra muslimer om at imødekomme deres fjollede skikke og traditioner. Vi må turde sige, at noget er bedre end andet. At kristendommen er bedre end islam. At demokrati er bedre end diktatur. At retten til frit at vælge egen ægtefælle er bedre end at lade forældrene arrangere ens ægteskab. At hvis man ønsker at bygge en tilværelse i dette land, så er det bedre at fralægge sig sine egne skikke og normer end krampagtigt at fastholde en livsstil, der ikke er gangbar nord for den 45. breddegrad. Og så må vi sige til indvandrerne, at de som ikke har lyst til at blive danske – og tage del i det fællesskab, de traditioner og den historie, som vi har skabt, de bør også kunne slippe for det, men så bør de også slippe for at være her!

Der er ingen grund til at samle på folk som Fadi Abdullatif, Ahmed Abu Laban og Raed Hleihel. De kan ikke fordrage det samfund, hvis goder de selv nyder godt af, og de fastholder muslimske indvandrere i en forestilling om at svaret på alle livets spørgsmål skal hentes i en 1400 år gammel bog.

Kan vi få dem af vejen og gjort kål på alle de evigtgode danskere, hvis grænsesløse forståelse i årevis har været en sutteklud for indvandrerne, så kan vi måske ad åre få indvandrerne til at blive danske.

Og det er det, der skal være målet. Det er muligt at blive dansk. Hvis man vil, og hvis samfundet stiller de krav, der skal til.
Det er afgørende vigtighed at værne om solidariteten i det danske samfund. Forudsætningen for at danske borgere også i fremtiden er villige til at betale op mod halvdelen af deres indkomst i skat er, at man har en sympati for dem, der får gavn af pengene. Oplever man at pengene forsvinder ned i lommen på Hassan, der arbejder sort på et pizzaria, hæver bistand og samtidig tjener godt på at fragte illegale colaer fra Slovakiet, medens han går til møde i Nørrebro Medborgerhus med Hizb ut-Tahrir, så forvitrer opbakningen til velfærdssamfundet og fællesskabet forsvinder. Og så ligger vejen åben for reformivrige socialdemokrater og borgerlige tredjegeledspolitikere for at afskaffe velfærdsstaten og sammenhængskraften i samfundet og lade den erstatte af et koldt, kynisk og ahistorisk sammenrend af tilfældige personer uden noget som helst til fælles.

Ofte bliver man tudet ørerne fulde med, at unge mennesker i dag har accepteret multikulturalismen som et uomgængeligt vilkår i deres hverdag. Hvis man ikke lige hører det fra de unge selv kan man af meningsdannere og såkaldte eksperter i ungdomskultur meget vel få det indtryk, at unge mennesker nærmest alle som én står i kø for at melde sig ind i Radikal Ungdom.
Ungdomsmagasinet Chili fandt for nylig på rent faktisk at høre, hvad de unge mente om indvandrerspørgsmål. Måske havde ungdomsmagasinet håbet at få bekræftet alle de ”politisk korrekte” spådomme om ungdommen. Hvis det var tilfældet med undersøgelsen, må journalisterne på bladet være blevet grumme skuffede
Unge mennesker er mindst lige så kritiske over for udlændingepolitikken i Danmark som den ældre generation. Hvor skal de 42,5 % af de unge, der ifølge undersøgelsen mener, at der allerede i dag er for mange indvandrere gå hen? Dansk Folkeparti er det eneste parti, der vil afskaffe muligheden for permanent opholdstilladelse og dermed tage deres bekymring alvorligt. Og hvad med de 39,5 %, der vil have forbudt det muslimske hovedtørklæde – hvor skal de sætte deres kryds? Der er kun en mulighed i det Folketing vi kender i dag: Dansk Folkeparti.
For mig lyder det ikke som en radicool generation. For mig lyder det som en generation, der ville finde det meget let at gå hen og sætte kryds ved liste O.
Det er vel nærmest blevet en vedtaget sandhed, at det 20. århundrede var socialdemokratiets århundrede. Det var det næppe. Det 20. århundrede var Det Radikale Venstres århundrede. Det har med ganske få undtagelser været Det Radikale Venstre, der har været kongemageren i dansk politik. Det Radikale Venstre har haft en indflydelse helt ud over deres til tider beskedne mandattal. Det har partiet haft, fordi det har kunnet pege til højre eller til venstre i salen.
Lokalt har Dansk Folkeparti allerede vist, at vi kan samarbejde både til venstre og højre. Det var pudsigt at følge den nye socialdemokratiske formand Helle Thorning-Schmidts tale på kongressen i sidste weekend. Der er blevet tordnet mod Dansk Folkeparti i årevis fra den platform. Nu var der pludselig ganske tavst. Ikke et knubbet ord om Dansk Folkeparti, og det er jo heller ikke så nemt, når man nu ihærdigt forsøger at kopiere vores politik ned til mindste detalje – ja selv vores slogan har Socialdemokraterne begærligt kastet sig over. Så måske er Helle Thorning-Schmidt ikke lige den rette. Selvstændig tænkning er i hvert fald ikke hendes stærke side. Ja, der er vist ikke meget schwung over den dame. Måske lige bortset fra under Guccis modeshow i Paris – der er der nok rigeligt med schwung. Men en dag, når Socialdemokraterne måske finder en ordentlig formand, så vil Dansk Folkeparti også kunne pege til højre eller til venstre i folketingssalen.
Det kan godt være, at Dansk Folkeparti ikke nødvendigvis bliver Danmarks største parti den dag i morgen, men det bliver Dansk Folkeparti, der kommer til at sidde med nøglen til regeringsmagten. På den måde vil det 21. århundrede blive Dansk Folkepartis århundrede, så der er bestemt grund til at tro på en dansk fremtid.
Tak for ordet.